Suzuki Swift Sport er nydesignet, blevet mere realistisk og koster under 225.000 kroner.
Nu også hverdagsvenlig
Det er ingen hemmelighed at den forrige Suzuki Swift Sport ikke just var hverdagsvenlig, i hvert fald ikke som vi definerer den term. En hverdagsvenlig bil er når du blot skal transportere dig fra et sted til et andet, uden alt for meget påstyr, men blot så behageligt som muligt – og dette kan Swift nu også!
Den er blevet opgraderet både med fartpilot, sågar en adaptiv af slagsen og en masse sikkerhedsudstyr. Alt dette er med til at gøre bilen langtursvenlig, som den tidligere Swift Sport manglede.
Den nye Suzuki Swift Sport har også væsentligt mere udstyr kontra den almindelige Suzuki Swift. Med standardudstyr som en bedre undervogn, bedre bremser, bedre styretøj, 6-trins manuel gearkasse, 17” fælge, ’Carbon-look’ på eksteriør, sportssæder, læderrat, aluminiumspedaler og pianolakeret plastik i kabinen, er de 224.990 kroner som Swift Sport koster altså godt givet ud i forhold til den almindelige Swift der starter ved 133.990 kroner. Naturligvis virker prisforskellen helt fordrejet, men Swift Sport er langt hen af vejen en mere gennemført bil, der føles som hverdagens gokart, men kun når du vil have den til det.
Den nye Boosterjet-motor gør bilen brugbar
Swift Sport er uden tvivl vokset med opgaven i denne nye neongule model, som er udstyret med den 1.4-liters Boosterjet-motor, der leverer et super fint moment samt komfortabel ved høje hastigheder som på motorvejen. Den 6-trins manuelle gearkasse bærer uden tvivl en stor del af den ros som motoren skal have.
Bilen er langt mere komfortabel ved landevejs- og motorvejskørsel i denne nye optimerede version, hvor omdrejningerne ikke skal være oppe og snuse til de 4500, men blot de 3000. Alt dette får dig måske til at tro Swift Sport har mistet sin råhed og charme, men det har den ikke. Bilens undervogn, vægt og styretøj i sammenspil med motorens moment og knivskarpe kobling gør bilen sjov som en gokart, og såfremt du ønsker det, kongen af svingene på vej til arbejde.
Konkurrenter til denne Swift Sport skal findes i Seat Ibiza FR (150hk), Ford Fiesta ST (200hk) og VW Polo GTI (200hk). Seat’en koster små 25.000 kr mindre end Swift’en dog uden alt udstyr, hvorimod både Ford og VW tager næsten 50.000 kr mere end Suzuki for deres lignende modeller.
Vi mener
Suzuki har formået at gøre Swift Sport raffineret og mere hel i forhold til forgængeren, der ved motorvejskørsel kunne slå både nyrer og ører itu. Prisen ligger præcis der hvor den skal på markedet, der findes både konkurrenter prismæssigt over og under denne bil, men udstyrslisten og historikken for Swift Sport retfærdiggør netop denne pris.
Lige en ting mere her på falderebet – Suzuki Swift kommer med en manuel håndbremse, og vi går snart vinteren i møde… Resten lader vi være op til jer!
For: Motor, styretøj, undervogn, pris og praktisk ift. forgængeren.
Imod: Kabinestøj ved høje hastigheder, lidt for langsomt infotainmentsystem og smal bagagerumsåbning
De Tørre Tal
Mærke/Model: Suzuki Swift Sport 1.4 Boosterjet
Motor: 1.4l turbo-benzinmotor med 4 cylindre
Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse
HK: 140 hk (ved 5.500 omdr./min)
Moment: 230 Nm (ved 2.500 – 3.500 omdr./min)
Totalvægt: 1445 kg
0-100 km/t: 8.1 sek.
Topfart: 210 km/t
Km/l (opgivet forbrug NEDC-2): 17,9 km/l
Pris: Starter fra 224.990 kr. Testbil m. udstyr 229.990 kr.
[nggallery id=977]