Michelin inviterede på tur til fabrikken i Leipzig
Vi var ikke et sekund i tvivl om, at vi blev nødt til at tage afsted, da invitationen fra Michelin lå i indbakken. Vi skulle opleve Porsche ‘behind the scenes’. Nærmere betegnet Porsche i Leipzig, som huser både produktion samt diverse teknologicentre og testbaner – både på asfalt men så sandelig også offroad. Michelin var mødt talstærkt op, og det skal ej heller være en hemmelighed, at bilerne, der senere på dagen skulle testes på banerne, selvfølgelig kørte på Michelin-dæk.
Ved ankomst lægger vi mærke til den diamant-formede bygning, der huser både restaurant, museum, en lille butik og et par kontorer. Specielt var det, men vi klagede ikke over middagen, der kunne nydes på øverste etage med udsigt over de resterende bygninger samt deres egen lille racerbane.
600 biler ruller af feltet – dagligt
Selve fabrikken hos Porsche i Leipzig blev grundlagt tilbage i 2002, da produktionen af den på daværende tidspunkt nye Cayenne blev igangsat. I dag, næsten 13 år senere, huser den 45.000 kvadratmeter store fabrik produktionen af tre af Porsches store modeller: Cayenne, Panamera og den nye Macan, hvorimod de famøse 911’ere bliver produceret i Stuttgart, hvor ligeledes Porsches hovedkontor ligger. Med det sagt, så ruller der omkring 600 biler ud fra fabrikken i Leipzig dagligt, og det er bestemt mere, end hvad man lige kan tælle til på en hånd eller to.
Og fabrikken er faktisk enormt fascinerende i sig selv. I op til tre vagtskifte bemandingsmæssigt dagligt starter de i alt 1500 produktionsmedarbejdere ud med at have selve karrossen – altså selve skallen af bilen, og den er strippet for alt. Ingen motorhjelm. Intet. Fuldstændig. Komplet. Herefter køres bilerne ind på deres ‘assembly line’, som konstant er i bevægelse. Man kan altså sige, at medarbejderne kører rundt på platformene på fabrikken. Her starter de respektive teams ud med at sætte interiøret i bilerne, og hver enkel bil har sit eget nummer, eftersom de produceres efter kundernes ønsker, hvorfor det ligeledes er fascinerende at tænke på, at man kan holde styr på det hele.
Efter montering af al interiør påsættes bremser og hele ledningsnettet, hvorefter næste step er delvist automatiseret i den forstand, at det respektive team/hold, der står for den ‘afdeling’, har en robot til at løfte motorhjelm, ruder og ja – al eksteriør – over på bilen. I denne afdeling begynder bilerne derfor rent faktisk at ligne biler for første gang. Næste step involverer sammensætning motor, gearkasse og hvad der ellers hører til: vi snakker alt det, som du finder under motorhjelmen. Og dog, for det kommer ikke under selve motorhjelmen før næste step, som Porsche så fint kalder ‘Marriage’ og dermed hentyder til, at det er hér, det hele går op i en højere enhed. Den samlede motor, gearkasse, udstødningssystem, styring og lignende skubbes op under selve karrossen: og tingene sammensættes ikke tilfældigt, som vi fortalte før. Karrossen er den karrosse, der er specifikt valgt til den motor og gearkasse, der er blevet samlet.
Herefter sættes hjulene på bilerne, og de bliver ligeledes fyldt op, således de er klar til den næste store udfordring. Efter hver enkel bil ruller af deres ‘assembly line’, tager en medarbejder den ud på et par runder på deres lille racerbane, som ligger få hundrede meter fra selve fabrikken. Dette gøres for at sikre, at hver enkel bil er i tip-top stand. Det er trods alt 600 biler dagligt, vi snakker om, og herefter rulles de ud til forhandlere, kunder osv.
Men lige præcis deres racerbane uden for fabrikken er ganske interessant. 12 biler stod linet up på række, klar til at blive tæsket rundt på banen af de folk, der nu end var inviteret med. Der var alt lige fra Porsche Panamera GTS til Cayenne Turbo, men Macan’en tog sig også godt ud blandt mængden. ‘Up fron’t, som de sagde, lå instruktøren dog i en Porsche 911 GT3 RS, og vi blev venligt bedt om at følge med ham så godt som overhovedet muligt. Og gas, det blev der givet! Her fik vi for alvor lov til at teste de respektive Porsche-modeller med Michelin-dæk på, og greb havde man hele tiden, lige meget hvor meget man nu end tæskede den rundt på banen. Imponerede var vi i hvert fald.
Sammensætning af de mest velkendte sving
Og denne bane var den perfekte til at teste lige netop dette, eftersom den er en sammensætning af de mest kendte sving fra verdenskendte racerbaner. ‘Corkscrew’ fra amerikanske Laguna Seca slog ikke fejl, og svinget var lige så rædselsfuldt skræmmende som i virkeligheden, alt imens ‘Parabolica’ fra Monza i Italien var knapt så skræmmende, men stadig enormt spændingsfyldt. Ydermere huser banen sving fra Nürburgring, Suzuka Circuit, Sebring, racerbanen i Rio de Janeiro samt mange flere.
Ikke nok med at bilerne skulle testes på asfalt, skulle vi derefter ud i Cayenne-modellerne og køre noget offroad i et landskab et par hundrede meter fra deres bygninger. På den seks kilometer lange offroad-rute blev vi stillet overfor 18 specifikke udfordringer, hvilket blandt andet bestod af en test opad en bakke med en hældning på 80%. For at gøre det så svært som overhovedet muligt var opgaven at stoppe op midt på bakken og derefter sætte i gang igen: med hjælp fra instruktørerne over radioen gik det dog uden problemer. Michelin-dækkene spillede her igen en rolle. De 17 resterende udfordringer bestod blandt andet af enorme hældninger på siden af biler samt kørsel gennem en 50 meter lang vandgrav. Underholdende uden tvivl, og de mange vilde dyr i naturen inklusiv heste gjorde det ikke just kedeligere.
Efterfulgt af noget godt mad bød turen på en præsentation af Porsches samarbejde med Michelin, hvorefter det blev genfortalt, at vi ikke er de eneste, der har mulighed for at opleve dette. På Porsches hjemmeside har du såvel som alle andre nemlig mulighed for at bestille en tur ned til Leipzig-afdelingen, og det involverer både rundvisning samt testkørsel både på asfalt og offroad. Forbered dig dog på, at der ikke må tages billeder inde i selv produktionen: ellers står det hele dig frit for.
En oplevelse. Bestemt. Gennem de få timer hos Porsche Leipzig blev vi introduceret for hele Porsches historie i form af både sejre i racerløb og deres produktion: Ja, Porsche som helhed. Den Stuttgart-baserede bilproducent, der blev grundlagt i 1931. Anbefales kan sådan en tur i hvert fald godt.