Volvo går i detaljer på ny SPA-platform
Volvo har gennem de seneste fire år arbejdet på en række nye teknologier til fremtidige modeller under navnet Scalable Product Architecture, forkortet SPA.
Den dækker over designmæssige såvel som driftmæssige ændringer herunder nye teknologier, der aldrig før er set på en produktionsbil. Med kun to uger tilbage inden den nye Volvo XC90 bliver offentliggjort i Stockholm, går de nu i detaljer, hvad angår SPA-platformen.
Frirum til ingeniører og designere
Der arbejdes både teknik- og designmæssigt på en helt ny platform, hvilket også har skabt et frirum til netop ingeniørerne og designerne, eftersom lige godt 90% af hele den nye Volvo XC90 med SPA-platformen og deres fremtidige biler er fuldkommen nye og unikke teknologier.
“SPA giver os en frisk start rent teknologisk. Omkring 90% af komponenterne i den nye XC90 og fremtidige modeller er nye og unikke. Vi hæver overlæggeren til toppen af dette premium marked, når det kommer til kvalitet og teknologi på ethvert afgørende område” lyder det fra Dr. Mertens, Senior Vice President hos Volvo Car Group.
Blandt andet kan de designmæssige ændringer allerede ses på konceptmodellen af den nye XC90, der bliver offentliggjort i Stockholm om to uger. De “T”-formede forlygter er en del af et spændende nyt koncept og sandsynligvis noget, de vil køre videre med i andre modeller og skabe dem selv et kendetegn på det punkt.
XC90: Genial syvpersoners?
Også indvendigt gøres der brug af nye koncepter i form af eksempelvis tyndere, men bedre og mere komfortable sæder, hvilket giver mere benplads til både anden og tredje sæderække. Tilmed kan anden sæderække skubbes henholdsvis frem og tilbage, således folk på op til 170 cm også kan sidde på tredje sæderække. Det gør den altså til den perfekte syv-sæders SUV.
Tilmed sikres bedre køreegenskaber på grund af mindre vægt og bedre vægtfordeling.
Sikkerhedsmæssigt har Volvo gennem længere tid også været de førende, og grundet SPA-platformen er de stadig med “på moden”. SPA-platformen gør det nemlig muligt at fokusere meget mere på sikkerheden og diverse elementer hertil uden at påvirke selve designet på bilen. Det betyder i nogle tilfælde også, at bilerne kan gøres mere kompakte end førhen.
Selve bilen er bygget op i et enormt stærkt stål-materiale, der er op til fem gange stærkere end i den første XC90, der debuterede tilbage i start-2000’erne. Af sikkerhedsteknologier kan blandt andet nævnes “Lane Keeping Aid”, “Driver Alert Control”, “Road Edge and Barrier Detection” og mange, mange andre.
“Enhver, der kigger i deres bakspejl, vil med det samme vide, at det er en sprit-ny XC90, der kører bag dem” lyder det til sidst fra Thomas Ingenlath, Senior Vice President i design hos Volvo Car Group, der selvfølgelig tænker på de dominerende forlygter og afslutter med, at “Volvo XC90 er en bil, der har en hvis tilstedeværelse på vejene“.