Renault Zoe er en elbil, du rent faktisk har lyst til at eje. Den ligner ikke et rumfartøj, den er ikke synderlig dyr, og så kører den som en bil.

Efter noget af en fiasko med Renault Fluence og konkursen af Better Place stod mange elbilskunder skuffede tilbage. Nu er Renault tilbage med en elbil til folket, og denne gang giver det mening.

Batteriskifteteknologien er siden blevet aflivet til fordel for et indbygget batteri, som du også finder i Renault Zoe.

Vi tester Renault Zoe med udstyrspakken Intens

Hvordan er der bag rattet?

Interiøret er sart lyst og du sidder højt for at gøre plads til batteriet, der er integreret i platformen. Siddepositionen er fin og den store info-skærm styrer navigation, radio og en eco-guide, der hjælper dig til at køre grønt. Kabinekvaliteten er desværre ikke imponerende – brugen af hård plastik er overdreven.

Når du så badet i angst med nedbidte negle når frem til en ladestation, så har du forhåbentlig  orienteret dig godt i ladejunglen inden. Bilfabrikanterne kan nemlig ikke blive enige om ét stik

Hvordan er (el)motoren?

Lydløs er den naturligvis, og selvom der kun er 88 hestekræfter til at slæbe den 1.500 kilos minibil, virker den rigtig kvik. Især ved byhastigheder og lyskrydsdueller er momentet de fleste overlegent. Men det koster på rækkevidden!

Batterilevetiden savner Duracelleffekt

Der er for lidt Duracellkanin over Zoes batteri under sæderne, selvom der reklameres med op til 210 km. på en fuld opladning. I vores test over en uge, fik vi et unikt indblik i elbilejerens evige rækkevidde-paranoia, og det var svært med et blandet kørselsmønster at køre meget længere end 110 km. på en opladning. Det er alt for lidt, hvis det er matriklens eneste køretøj.

Læs også: Test: Renault Twingo – mikrobil med røvskub

Når du så badet i angst med nedbidte negle når frem til en ladestation, så har du forhåbentlig  orienteret dig godt i ladejunglen inden. Bilfabrikanterne kan nemlig ikke blive enige om ét stik – derfor kan du ikke lade din Zoe i alle ladestandere. Det er dumt!

Styretøjet er direkte, men uden feedback, og man mærker hurtigt de bastante 1.500 kg., der må siges at være et højt BMI-tal for en bil i den klasse.

Lige så dumt er det, at du skal kigge langt efter de 44 KW’s hurtigladere, der kan oplade batteriet til 80% på ca. 40 min. I stedet må du nøjes med de noget langsommere standere på 22 KW. Her tager 80% ca. en time og halvanden, hvis du vil “juices” helt op.

Hvordan kører den?

Zoe er et komfortabelt bekendtskab uden at være slasket. Styretøjet er direkte, men uden feedback, og når vejen slår krøller, mærker man hurtigt kampvægten på 1.500 kg., der må siges at være et højt BMI-tal for en bil i den klasse. Derfor er det heller ingen sportsvogn. ESP-systemet er tillige sat formynderisk op, så ikke de politisk korrekte kommer galt afsted i deres økovogn.

Den lydløse motor betyder, at der altid kan føres en samtale i normale decibel i kabinen.

Læs også: Michelin: Her er dækket, der kan lappe sig selv

Hvad med konkurrenterne?

Ja, dem er der ikke mange af, hvis du vil køre elbil til den pris. Derfor er de primære konkurrenter mikrobiler som UP!, Hyundai i10 osv. Zoe mister terræn på prisen, hvis du gerne vil købe, hvor ekstraudgifter som batterileje er en ekstra årlig udgift.

Men med en leasingaftale på 2.990 kr. om måneden alt inklusiv går Zoe til angreb på de små benzinslugere. Til sammenligning koster leasing af en VW up! 1.699 kr. om måneden, men så skal du også regne med ekstra udgifter til benzin.

Læs også: Tesla: Vi skifter batteriet på tre minutter

Vi synes

Renault Zoe er en elbil, der faktisk giver mening. Den ligner ikke et månefartøj, den er prissat rimeligt og så kører den fint med et udmærket kraftoverskud ved alle hastigheder.

Det til trods, kan man stadig ikke komme udenom, at rækkevidden og manglen på hurtigladere stadig er en begrænsning, der gør Zoe til en paranoid fornøjelse, hvis ikke du har en ekstra bil i garagen, der kører  på det gode gamle olie.

Naturligvis skal du være villig til at betale lidt ekstra for at være miljøbevidst, og så skal du gå efter at lease din Zoe, så du ikke rammes af et ukristeligt værditab.

De Tørre Tal

Mærke/Model: Renault Zoe
Motor: Elmotor
Gearkasse: Automatgear
HK: 88.
Moment: 220 nm.
0-100 km/t: 13,5 sek.
Topfart: 135 km/t (elektronisk begrænset)

Pris fra: 161.400 kr.

Udstyrspakke: Intens

Samlet pris: 174.900 kr

[nggallery id=283]