McLaren hiver sløret af deres dyreste Sports Series model
McLaren 600LT Spider er bilen til dem, der gerne vil have oplevelsen af en 600LT, men med mere vind i håret. Den åbne version af McLarens dyreste Sports Series model er kun 50 kilo tungere end coupéen. De ekstra kilo skyldes udelukkende mekanismen, der åbner og lukker taget, da chassiset ikke har brug for yderligere styrke.
Mekanisk set er 600LT Spider identisk med coupéen. Den 3,8-liters bi-turbo V8 pumper 592 hk og 620 Nm til bagdækkene gennem den 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse. Med den lave vægtforøgelse er sprinten til 100 km/t stadigvæk 2,8 sekunder. Accelerationen til 200 km/t er, med 8,4 sekunder, kun 2 tiendedele langsommere end coupéen. Topfarten er faldet fra 328 km/t til 324 km/t.
Startprisen på en McLaren 600LT Spider vil ligge på $256500. For $22090 kan der tilkøbes en MSO Clubsport pakke, der giver køberne de samme ultralette sæder som man finder i en Senna. Dertil kommer kulfibertrim i kabinen, kulfiber lameller over forhjulene, samt hjulbolte i titanium.
[nggallery id=1002]