Gran Tourer er BMW’s seneste skud på ratstammen. Børnecontaineren kan nu også have blåhvid propel, og køreglæde er der rigeligt af.
Forhjulstræk, syv sæder og MPV er ikke noget, der normalt rimer på BMW. Men ikke desto mindre er det virkelighed. BMW har bygget en minibus!
BMW-afficionados har ellers stået model til mange blasfemiske udmeldinger fra det bayerske bilmærke de seneste år. Først røg sugemotorerne ud af M-modellerne, så røg tilbedelsen af baghjulstræk med Active Tourer, og nu kan en BMW altså også have syv sæder. Det er heldigvis vellykket.
Gran Tourer har samme teknik og design som Active Tourer, der blev introduceret hos de danske forhandlere i september. Men den er vokset lidt for at give mere plads. Gran Tourer er blevet 21 cm længere, fem cm højere, og der er blevet 11 cm længere mellem akslerne. Den længere akselafstand giver endnu mere plads til passagererne, og det gør sammen med en lidt blødere affjedring også Gran Tourer mere komfortabel og lidt mindre svingæder end sin lillebror Active Tourer.
Ikke helt så adræt som lillebror
På de snoede kroatiske stykker asfalt mærker jeg hurtigt, at den længere akselafstand har gjort Gran Tourer mindre villig til at ”rotere”. Bagenden har simpelthen fået mere greb. Det betyder en anelse mere understyring og en anelse mindre sjov end i Active Tourer.
Det til trods er Gran Tourer stadig en yderst velkørende forhjulstrækker. Især imponerer den sublimt afstemte undervogn, der ligesom platformen er arvet fra MINI. Minibussen sætter sig perfekt i fjedrene ved indgangen af svinget og sidder klippestabilt forbi apex.

Men BMW er slet ikke ude efter de klassiske, svingsultne BMW-kunder, siger de. Der skal nemlig nye kunder ind i BMW-kabinerne, og det er især børnefamilierne, der skal sætte sig i Gran Tourer, lyder det. 33.000 af lillebror Active Tourer er indtil videre rullet af de tyske samlebånd, og 70 procent af dem til nye BMW-kunder. Der er måske noget om snakken. Der er i hvert fald noget om børnefamilierne. Praktikken er nemlig i højsædet.
Kabinen er meget rummelig og materialernes kvalitet er ikke matchet i klassen. Knapperne er, hvor du forventer, og interiøret er gedigent skruet sammen i den vanlige, afdæmpede BMW-stil.
Ekstra sæder kun for børn!
Den bagerste sæderække er beregnet til børn, og det bliver da også eftertrykkeligt bekræftet, da jeg forvilder mig derom. Man er vel en grundig tester. Sæderne er ca. 15 cm. tykke, og når de lægges ned, får man et plant bagagerumsgulv. Det betyder, at der kun er 15 cm. mellem bagdel og fodsåler, da jeg får sat mig.

Med lårbensknogler, der bidrager betragteligt til mine 188 cm., giver det sammen med en lav loftshøjde en noget Gollumlignende statur. Det er ikke for voksne. Men sædet er behageligt, så mindre børn bør kunne finde sig fint til rette på selv længere ture.
Gran Tourer bliver lanceret med fem forskellige motorer. To benzin og tre diesel. Vi var bag rattet af den største benziner, 220i, og den største diesel, 220D, med firehjulstræk. Særligt benzineren imponerede med maksimalt moment fra 1.250 omdrejninger og en hvæsende motorlyd. Dieselen var mindre sportsligt anlagt, men bomstærk med sine 400 nm.
Vi synes
Gran Tourer starter ved 401.000 kr. og lægger dermed omkring 100.000 kr. over en tilsvarende Ford Grand C-Max. Det er en stor prisdifference og C-Max kører en tand friskere på grænsen. Til gengæld er Gran Tourer samlet set en attraktivere pakke med højere komfort, langt bedre kvalitet i kabinen og gode praktiske løsninger.
De Tørre Tal
Mærke/Model: BMW Gran Tourer 220i
Motor: 2,0 benzin, R4, Turbo
Gearkasse: 6-trins manuel
Hestekræfter 192 hk ved 5.000 o/min
Moment: 280 Nm ved 1.250 o/min
0-100 km/t: 7,7 sek.
Topfart: 223 km/t
Opgivet forbrug: 15,6 km/l
Bagagerum: 645-1.905 liter
Pris fra: 439.400 kr.
[nggallery id=524]