Seats Ibiza Cupra skal tage kampen op mod den ukronede konge i mini-GTI-klassen, Ford Fiesta. Så hvordan klarer tysk-spanieren sig?
Spændstig bag
Designet er Ibizas største force i konkurrencen med Fiesta ST, kongen i klassen. Ibiza Cupra har nemlig latinogenerne med sig. Det er Cupraens lave, bred bagende, hvor baglygterne vidner om en temperamentsfuld personlighed, der først gør indtryk, da jeg tropper op i Brøndby for at hente denne uges vogntøj.
Jeg bliver fristet af den lækre bag og inviterer fluks spanieren på tapas i det nærmeste landevejslandskab. Styretøjet er direkte, uden at være sublimt, og Cupraens stramme affjedring sørger for godt greb i de hurtige landevejs S’er. Bremserne er den svageste del af mekanikken i Cupraen. De er underdimensioneret og begynder hurtigt at fade, ligesom at bremsepedalen er svampet og derfor svær at dosere. DSG-gearkassen er hurtig under fuld belastning over 5.000. rpm. og giver en sporty køreoplevelse, når palerne bag rattet bruges til at indrykke næste pind.
Manuelt skiftemode ved almindelig kørsel giver noget sløve gearskift, men det er jo også her, at du skal nyde automatgearet. Affjedringen er en tand for hård og manglen på et spærredifferentiale gør det svært at kræfterne i asfalten på vej ud af svingene.
LÆS OGSÅ: Ryrsø kører Focus ST – Og han kan lide den!
Tynd i toppen
Motoren er ligesom bagenden også en ilter sag, som havde den en rød klud foran kølergrillen konstant. Et dybt brøl med V8-associationer i bunden af omdrejningsskalaen kvitteres der med, når foderpedalen nærmer sig gulvtæppet. Motoren er utrolig momentstærk og har altid kræfterne klar. Motoren er fri for turbotøven, da TSI-motoren både har kompressor og turbo. Kompressoren tager sig af de lave omdrejninger og turboen af de høje.
Desværre virker motoren lidt tynd i toppen trods sine 180 tyskerheste. Turboen får præstationsangst ved at skulle leve op til det voldsomme moment i mellemområdet, og det får desværre ikke Cupraen til at gallopere helt så arrigt afsted over 5.000 rpm., som man kunne ønske sig af en latino. Ikke desto mindre er den effektiv, og det kraftige moment gør, at Cupraen føles særdeles hurtig ved almindelig kørsel.
Læs også: Kevin Magnussen fik sin 3. plads byttet til en 2. plads
Ryrsøs dom
Den manuelle gearkasse i Fiestaen giver en mere involverende køreoplevelse og Ecoboost-motorerne er ligeledes fuld af power og racerlyd til det røde felt. DSG-gearkassen i Ibizaen giver omvendt et godt kompromis mellem sport og komfort, og det lange syvende gear betyder behagelige omdrejninger på motorvejen. Bremserne og den lidt for hårde undervogn er dog Ibizaens akilleshæl.
Den tysk-adopterede spanier er godt med, når det kommer til økonomien. Med en startpris på 284.900 er den kun 1.000 kr. dyrere end Fiesta ST. For de 1.000 kr. får du 7.-trins DSG-gear og et lækrere udseende og kabine. I Fiestaen får du hele to hestekræfter mere(!) og en sublim 6.-trins gearkasse. Der er ikke stor mulighed for selv at vælge til og fra, når det kommer til mekanik, for de to biler tilbydes ikke med andre gearkasser.
Fiestaen skal du købe, hvis du er mere til Nürburgring end latinoformer. Betyder en let overstyrende bagvogn og en manuel gearkasse mindre for dig end udseende og en sublim dobbeltkoblingsgearkasse med mulighed for sport og komfort, så skal du gå efter Ibiza Cupra.
Fakta:
Mærke/Model: Seat Ibiza Cupra
Motor: 1,4.-liters R4 med turbo og kompressor
Gearkasse: 7.-trins DSG
HK: 180
Moment: 250 nm.
0-100 km/t: 6,9 sek.
Topfart: 228 km/t.
Km/l: 16,9 km/l (oplyst forbrug)
Ekstraudstyr: Parkeringssensor bag: 4543 kr, Speciallak White Soft 3027 kr.
Samlet pris: 292.470 kr.
[nggallery id=776]