Der findes bilarrangementer, hvor bilerne står polerede under projektørlys, og hvor det meste handler om at blive set. Og så findes der arrangementer, hvor man træder ind i en parkeringskælder og straks bliver mødt af duften af olie, benzin og varm mekanik.
Foto: Terese Bach & Niki Funch
Rally the Globe hører til i den sidste kategori.
Vi havde fornøjelsen af at besøge Rally the Globe Nordic Challenge under de sidste forberedelser inden starten går i København. Her stod 29 historiske biler klar til et 12 dage langt eventyr gennem Danmark, Sverige, Finland og Norge. Årgangene spænder fra 1922 til 1973, mens deltagerne var rejst hertil fra blandt andet Storbritannien, USA, Tyskland, Schweiz, Tjekkiet, Østrig og New Zealand.
Forude venter 4.359 kilometer gennem nogle af Nordens smukkeste landskaber.
Men denne søndag eftermiddag handlede det ikke om destinationen.
Den handlede om rejsens begyndelse.
I parkeringskælderen var de sidste forberedelser i fuld gang. Motorhjelme stod åbne, værktøj lå spredt omkring bilerne, dæktryk blev kontrolleret, og de sidste detaljer blev gennemgået. Vi talte med både crew og arrangører, som alle havde travlt – men uden stress. Stemningen var rolig, fokuseret og præget af en fælles forventning til det eventyr, der ventede dagen efter.
Og så kom de.
Tre Bentley’er fra 1920’erne rullede langsomt ned ad rampen og ind i parkeringskælderen. Store, majestætiske og med en motorgang, der straks fyldte rummet. Kort efter bredte en tung sort røgsky sig, ledsaget af den karakteristiske duft af olie og benzin.
Det var svært ikke at smile.
Et fællesskab på fire hjul
Noget af det første, der slog os, var menneskene.
Selvfølgelig var bilerne imponerende. Men det var menneskene omkring dem, der gjorde størst indtryk.
Samtalerne handlede om mekanik, vejret, ruterne og de sidste justeringer inden starten. Deltagerne gik nysgerrigt rundt mellem hinandens biler, udvekslede erfaringer og gav en hjælpende hånd, hvor der var brug for det.
Der var ingen fornemmelse af konkurrence om, hvem der havde den dyreste bil eller den mest eksklusive model.
Tværtimod.
Her virkede alle til at dele den samme passion.
Det var svært ikke at få følelsen af, at hvis en deltager får problemer et sted på de norske fjeldveje, vil flere stoppe for at hjælpe. Ikke fordi de skal – men fordi det er en del af kulturen.
Veteraner – både biler og førere
Bilerne var veteraner.
Det samme kunne man med et smil sige om flere af førerne. Og netop dét føltes befriende.
Det her er ikke et arrangement fyldt med influencers og leasede superbiler. Det er mennesker, som tydeligvis har levet med deres biler gennem mange år. Mennesker, der kender hver eneste lyd, hver eneste skrue og hver eneste lille finurlighed ved netop deres bil.
De tre buldrende Bentley’er har alle små 100 år i bagagerummet, men står stadig klar til at køre tusindvis af kilometer gennem Norden. Det lyder næsten uvirkeligt.
Bilerne føles nemlig ikke som museumsgenstande. De føles levende.
Hver bil fortæller en historie
Selv om Bentley’erne naturligt tiltrak sig opmærksomhed, var der masser af andre biler, der fortjente et ekstra blik.
En smuk blå Porsche 911 på amerikanske plader skilte sig hurtigt ud med sin klassiske silhuet, sikkerhedsbur og tydelige rallyforberedelser. Den stod som et bevis på, at en klassiker ikke nødvendigvis er skabt til at stå stille.
En Volvo PV544 med ekstra lygter, en elegant BMW 3.0 CSi, flere Mercedes-Benz SL-modeller, en Ford Escort RS1600, Triumph, Austin Healey, MGB og en Volkswagen Käfer understregede, hvor bredt feltet egentlig var.
En orange Mercedes-Benz 350 SL fra 1971 bar mærkater fra tidligere rallyer over store dele af karrosseriet. Peking to Paris. Japan Marathon. Austria to Athens. Lima to Cape Horn. New Zealand Classic. Som stempler i et gammelt pas fortalte de historien om et liv på landevejen.
Det var ikke pynt.
Det var minder.
Historien hører til på landevejen
Da vi forlod parkeringskælderen, var de sidste forberedelser stadig i gang. Nogle pudsede bilerne, andre spændte bagage fast, mens flere endnu en gang kontrollerede de tekniske detaljer.
I morgen er København bag dem. De forventede 4.359 kilometer gennem de nordiske lande tager deltagerne gennem små fjelde, skove og fjorde – veje som snor sig gennem landskabet, hvilket understreger, at rallyet handler om oplevelsen bag rattet, ikke om destinationen.
Selvfølgelig er flere af bilerne millioner værd. Men de føles ikke som investeringsobjekter. De føles som hjertebørn. Biler, der bliver vedligeholdt, skruet på og – måske vigtigst af alt – brugt.
For nogle hører klassiske biler til på et museum.
For deltagerne i Rally the Globe hører de til på landevejen.
Hvis vi skulle beskrive oplevelsen med én enkelt sætning efter en eftermiddag blandt klassiske biler, mekanikere og duften af olie og benzin, ville den være ganske enkel: Mindre champagne – Flere værktøjskasser.
Hvis du selv vil opleve bilerne
Hvis du selv ønsker at se bilerne forlade København, kan det ske i morgen mandag d. 29/6, hvor de forlader parkeringskælderen ved Hotel Marriot på Kalvebod Brygge omkring klokken 08:00.
Hvilken rute bilerne tager ud af byen ved vi desværre ikke, men det er sikkert at de passerer Øresundsbroen.
I galleriet herunder kan du se de mange flotte biler, mens de forbereder sig på turen Rally the Globe 2026.


















