Vi har tilføjet denne video til artiklen, da den underbygger vores mening ret nøjagtigt

Da Skoda lancerede deres første og nye SUV, Skoda Kodiaq, var jeg fan. Men er jeg mon også fan, når den stiller op i race-trim, og banker alle andre syv-sæders SUV’er på den famøse Nürburgring? Følg med her.

Du skal ikke være bange for, om du skiller dig ud i trafikken og bliver kigget efter, når du sætter dig bag rattet i en blå Skoda Kodiaq RS – for det gør du. Den blå farve fanger folks øjne, men det er lidt som om ingen helt rigtig ved, hvad for en bil det reelt set er.

// REKLAME GP24.dk – Se alufælge på bil. REKLAME //

På det ydre skiller Kodiaq RS sig ud fra den ordinære model, ved at nederste del af forkofangeren er blevet lakeret i bilens farve, og i dette tilfælde fået lakeret hjørnerne sorte som små “vinger”. Dertil er der et RS logo på frontgrillen og sorte spejlkapper.

Hen af siden er der ikke umiddelbart det store race-trim, men sideskørtet er ligeledes blevet lakeret i samme nuancer som fronten, mens der på hjulene sidder store 20-tommer fælge, som bag de store alufælge har røde bremsekalibre.

Ligeledes på bagenden er der heller ikke det store nye at finde, andet end et par meget store afgangsrør i bunden af bilen, som via mekanik, giver dig en fræk sporty lyd, når bilen sættes i ‘Sport’ mode. Og det har den brug for.

Diesel-raket under hjelmen

Når vi bevæger os ud i kontrolrummet ude foran, så finder vi en 2,0-liters dieselmotor på fire cylinder. Den yder hele 240 hestekræfter og har et moment på 500 Nm.

Motoren lyder ikke af ret meget, men i ’Sport’ mode får den en markant større brummen. Faktisk er der hele seks forskellige køre-modes at vælge imellem, alt efter hvilket humør du er i. Og et af dem, kan du helt selv vælge, hvordan lyden, motorkraften, styretøj mv. skal opføre sig.

Den 240-hestes dieselmotor har et fedt træk. Hvis du sætter bilen i ’Sport’, rykker gearvælgeren over i manuel og starter fra nul samt slår antispind fra, så kan der aktiveres et Launch-control program. Det gør, at Kodiaq RS sætter afsted mod de 100 km/t, med et ordentligt ryk! Faktisk spinder den meget af tiden op gennem første og andet gear, før dem rammer tredje og fortsætter derud af.

Fartfornemmelsen er unik

Men det føles ikke af meget. Den store SUV gør det godt, men du fornemmer det ikke. De store racersæder giver dig meget komfort, og nuvel kan du høre at maskineriet ude foran er kommet på arbejde, men den løber gearene langt ud, og har flere punkter hvor den mangler trækkraft.

Derfor føles det faktisk mere voldsomt, hvis du ikke giver bilen fuld gas. For så løber den ikke gearene helt ud, og har derved et konstant træk hele vejen op.

Den syv-trins DSG-automatgearkasse kan du skifte gear i, via pedalerne på bagsiden af rattet. Det giver en fed racerbil fornemmelse, i den store SUV. Overgangen mellem gearskiftene føles dog bedst igen, hvis du ikke giver bilen fuld gas.

Interiøret og infotainment

Skoda Kodiaq RS har naturligvis et frækt interiør. Du har elementer som trådløs opladning af din telefon, racersæder og racer-trim over alt i kabinen som matcher hinanden, læder og Alcantara og flere forskellige aflægningsmuligheder.

Når det kommer til sæderne, så ser de ret voldsomme ud. Mange skålsæder kan opleves smalle, så du sidder godt pakket ind i dem, men i Kodiaq RS er de ret brede. Det gør jo naturligvis at flere forskellige personer kan sidde i dem uden problemer, men vi savner lidt mere støtte, hvis det skal føles rigtig-ræs.

// REKLAME GP24.dk – Se fælge på bil. REKLAME //

Selve infotainment systemet er det samme vi kender fra andre Skoda modeller. Dog føles det som om, at det fungerer bedre i Skoda Scala, som umiddelbart også virker mere up-to-date. Skærmen er den store skærm fra de ældre modeller, hvor Scala har den nyeste i Skoda-verden, og det er lidt synd, at den ikke er blevet opdateret heri.

Rattet i Skoda Kodiaq RS, er også et vi har set før, i andre ældre Skoda modeller. Eneste forskel til denne bil er, at det har røde syninger og et RS logo i bunden i midten. Et emblem, der virker en anelse billigt desværre.

Ellers er kabinen præget af kulfiber look flere steder på instrumentbordet, samt lækre materialer i dørsiderne på tilmed på bagsæderne. Og hvad angår bagsæder, så er der selv med de meget store sportssæder foran, masser af plads til bagsædepassagererne.

En fed ting i Skoda Kodiaq RS, er dog det nye digitale cockpit. Her kan du ændre bilens informationer i mange forskellige muligheder, så der er en chance for at finde en opsætning, der passer godt til dig. Højtaler systemet fra Canton, spiller også ganske udmærket.

Konklusion

Når man kigger ud over hele VAG-koncertens modelprogram, så skulle man næsten tro at det er bevidst, måden som deres biler lanceres og udstyres på. For godt nok er Kodiaq RS en hurtig SUV, men den gjorde sig højst sandsynligt bedre, med en benzinmotor under hjelmen.

Men vil man over og have det, så må man gå til søstermærket, og anskaffe sig en Cupra Ateca, som er lidt af samme skuffe, men dog med en 300 hestes Golf R motor, under hjelmen. Prisen for denne herlighed er dog et par tusinde kroner mere (655.000 kroner), hvor Kodiaq RS starter fra 652.000 kroner.

Som ”racerbil” synes jeg ikke at Skoda Kodiaq RS gør det som jeg havde troet, den er dog stram nok i undervognen, har et fedt styretøj og en cool lyd, men jeg ville nok hellere gå efter en 1,5-liters TSI Style med 7-trins DSG-automatgearkasse, som starter fra 411.270 kroner, og så putte masser af lækkert udstyr i den.

Om det er fordi jeg har rundet de 30 år, skal jeg ikke kunne udelukke – men hvis man skulle have noget legetøj, så ville jeg nok vælge det som anden-bil.

De Tørre Tal

Mærke/Model: Skoda Kodiaq RS
Motor:  2,0-liters firecylindret turbodiesel motor
Gearkasse: 7-trins DSG-automatgearkasse
HK: 240 hk
Moment: 500 Nm
0-100 km/t: 6,9 sek.
Topfart: 221 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 12,5 km/l
Pris: Starter fra 551.647 kr. Testbil m. udstyr 579.247 kr.