Audi Q8 forener elegancen fra en firedørs luksuscoupé med den praktiske alsidighed fra en stor SUV. Q8 kommer til danmark allerede i slutningen af denne sommer.
Ny udstråling til Q-familien
Med den fremtrædende singleframe i ottekantet design præsenterer Audi Q8 det nye ansigt i Q-familien. Den kraftfulde kølergrill står lodret og understreger i kombination med den fremtrukne spoiler og de store, markant udformede luftindtag det selvsikre look. Den faldende taglinje går over i fladt hældende D-stolper og støtter sig på quattro-kanterne over hjulkasserne, som rummer store hjul – op til 22”. I en lang række detaljer henter designet inspiration fra Ur-quattroen. Stærke konturer og atletisk spændte flader giver et indtryk af kraft, eksklusivitet og den særlige dynamik fra det permanente firehjulstræk. Spoileren, skærmforøgerne, dørlisterne og diffusoren er farvemæssigt fremhævet og understreger dermed bilens offroad-look yderligere.
Som standard oplyses vejbanen af LED-forlygter, mens HD-Matrix-LED-teknologien fås som ekstraudstyr. Her har den tredimensionelle dagskørelyssignatur en digital karakter på samme måde som baglyset. En lysstribe forbinder lygterne på bagenden med hinanden, og som på Audi Ur-quattro har det en sort flade som baggrund. Q8-ejerne kan aktivere en lang række lysfunktioner via myAudi-appen på sin smartphone og dermed opleve dem udefra.
Rummelig
Audi Q8 udstråler sportslig dynamik og eksklusiv prestige som ingen anden SUV fra mærket med de fire ringe. Med en længde på 4,99 m, en bredde på 2,00 m og en højde på 1,71 m er SUV-coupéen bredere, kortere og lavere end sin søstermodel Q7. Med en akselafstand på knap 3,00 m byder den på pladsforhold, som overgår de direkte konkurrenter på de fleste relevante mål – fx når det gælder kabinelængden og loftshøjden. 3-personers-bagsædet kan som ekstraudstyr forskydes i længderetningen. Når man klapper ryglænene frem, rummer bagagerummet op til 1.755 l bag den elektrisk betjente bagklap.
Sportslig køreoplevelse
Audi er quattro, og quattro er Audi – det gælder naturligvis i særlig grad for Q8, som er mærkets top-SUV. Dens rent mekanisk arbejdende midterdifferentiale overfører som standard kræfterne til for- og bagakslen i forholdet 40:60. Ved behov sender den størstedelen til den aksel, der har det bedste vejgreb. I kombination med en frihøjde på op til 254 mm, korte overhæng og nedkørselsassistenten kører Audi Q8 også videre, når vejene med fast underlag ophører. Undervogn med støddæmperregulering er standard, og som ekstraudstyr monterer Audi luftaffjedring med reguleret støddæmpning, enten med komfortbetonet eller med sportslig opsætning. Den varierer karrosseriets højde med op til 90 mm afhængigt af kørselssituationen og førerens ønske.
Ud over det standardmonterede progressive styretøj med en udveksling, der bliver mere og mere direkte, jo mere man drejer på rattet, tilbyder Audi firehjulsstyring som ekstraudstyr. Dette system kan dreje baghjulene op til 5 grader – i modsat retning ved lav hastighed for at øge adrætheden, i samme retning til fordel for stabiliteten ved høj hastighed.
Alle drivlinjer er særligt effektive takket være den nye mildhybridteknologi (MHEV). Det 48 V ledningsnet omfatter to vigtige tekniske komponenter: et litium-ion-batteri og en remstartergenerator. Ved deceleration kan den genindvinde en effekt på op til 12 kW og lagre den i batteriet. MHEV-teknologien giver mulighed for lange rullefaser med standset motor og et start-stop-område, der allerede begynder ved 22 km/t.
Fokus på detaljen i interiøret
Let forståelige grafikker står for den digitale præcision hos Audi samt for den høje integrationsgrad af arkitektur og betjening. Det centrale element er den øverste MMI touch response-skærm. Med dens black panel-look er den i slukket tilstand stort set integreret usynligt i en stor, sort flade. Alle elementer passer på logisk vis til hinanden – fra det smalle luftdysepanel til den brede konsol på midtertunnellen, hvor gearvælgeren til tiptronic er placeret. I mørke genskaber konturbelysningen (ekstraudstyr) de markante designlinjer i kabinen, og desuden fungerer den også som baggrundsbelysning til det tredimensionelt laserfremstillede quattro-logo over handskerummet – et eksempel på Audis kærlighed til detaljen. Som ekstraudstyr supplerer individuelle kontursæder med massagefunktion og ventilation, et 4-zoners klimaanlæg og Air Quality-pakken med aromatisering og ionisator den eksklusive atmosfære.
Digitale skærme
I forbindelse med MMI touch response-betjeningskonceptet i Audi Q8 kan næsten alle funktioner udføres på to store skærme. Den øverste på 10,1” fungerer til styring af infotainment og navigation. På den 8,6” skærm derunder kan føreren betjene klimaanlægget, komfortfunktionerne og tekstindtastningen, mens håndleddet hviles komfortabelt og ergonomisk på gearvælgeren.
Betjeningen er hurtig og sikker, og når fingeren aktiverer en funktion, kommer der et mærkbart og hørbart klik som bekræftelse. Derudover gør den naturlige stemmestyring Audi Q8 til en intelligent samtalepartner. Føreren kan frit formulere sine kommandoer, og stemmebetjeningen forstår eksempelvis en sætning som ”I am hungry” og foreslår efterfølgende restauranter i nærheden.
Visningerne bliver vist i det digitale Audi virtual cockpit. Dets skærm med høj opløsning måler 12,3” og kan omskiftes til to forskellige visninger via multifunktionsrattet. Som ekstraudstyr fås Plus-versionen med en tredje, særligt sportslig visning. Som supplement projicerer head-up-displayet vigtige informationer op på forruden, herunder også et detaljeret kort til vejkryds i navigationen.
Smart opkobling
På det tyske marked er Audi Q8 som standard udstyret med topinfotainmentsystemet MMI Navigation plus. Det omfatter Audi connect onlinetjenester med LTE Advanced samt et Wi-Fi-hotspot. Navigationen registrerer førerens præferencer på baggrund af de kørte strækninger og kan ud fra dette komme med intelligente forslag. Onlinetjenesterne fra Audi connect supplerer guidningen, og på den måde kan de to Car-to-X-tjenester vejskilteinformation og fareinformation nyde godt af den kollektive intelligens fra andre Audier.
Audi connect-nøglen (ekstraudstyr) giver mulighed for at låse bilen op, låse den og starte motoren via en kompatibel Android-smartphone. I individuelle brugerprofiler kan man gemme op til 400 foretrukne indstillinger til flere forskellige førere. Med myAudi-appen kan føreren desuden sende POI’er til navigationssystemet, streame musik eller overføre sin smartphonekalender til MMI.
Også når det gælder lyd- og forbindelseskvaliteten ligger Audi Q8 på topniveau – takket være Audi phone box og Voice over LTE. Det samme gælder for Bang & Olufsen Advanced Sound System. Det leverer den fascinerende 3D-lyd med dens højdeinformationer til alle fem siddepladser. Musikken udfoldes på præcist samme måde, som den blev optaget i koncertsalen.
Førerassistentsystemer
Uanset om det er ved parkering, i byen eller på lange køreture, understøtter Audi Q8 sin fører i mange situationer. Dertil hører blandt andet den adaptive kørselsassistent, effektivitetsassistenten, vejkrydsassistenten, vognbaneskiftadvarslen, kantstensadvarslen og omgivelseskameraerne. Et highlight er Remote-garagepiloten, som lanceres i starten af 2019. Den styrer automatisk SUV’en ind i en garage og ud igen, mens føreren blot skal overvåge processen. Føreren stiger ud først og aktiverer processen via myAudi-appen på sin smartphone. (Remote-) parkpilot byder på en lignende komfort. Bag alle disse features står den centrale førerassistentstyreenhed (zFAS). Den beregner permanent et differentieret billede af omgivelserne og styrer på denne baggrund assistentsystemerne. Dataene dertil får den – afhængigt af udstyret – fra op til 5 radarsensorer, 6 kameraer, 12 ultralydssensorer og laserscanneren.
Audi Q8 i Danmark
Audi Q8 lander hos de danske forhandlere sidst på sommeren. Der er ikke danske priser på Audi Q8 endnu.
[nggallery id=807]