Ken Block mener det er den bedste bil at køre

Så har Ford endelig afsløret den næste Ford Focus RS, som byder på firehjulstræk og mere end 315 hestekræfter. Den har været længe ventet!

Den tredje generation af Focus RS, får samme motor som Ford Mustang. Det bliver den fire-cylinderet 2,3-liters EcoBoost benzin motor med turbo, som i Focus RS yder mere end 315 hestekræfter. Hvad den har af moment er ikke udspecificeret endnu, men da den har samme seks-trins manuelle gearkasse som Mustang, kan den i hvert fald klarer 433 Nm.

Bilen får som sagt firehjulstræk, og alle kræfterne samt trækket skal være med til at give Focus RS en helt ny køreoplevelse. Via to elektronisk styrede ‘koblingspakker’, kan bilen sende op til 70% til bilens bagerste aksel, og i visse situationer kan der overføres hele 100% af kræfterne til et enkelt af de bagerste hjul.

Som standard kommer bilen med 19-tommer alufælge i størrelsen 235/35 R19 med Pilot Super Sport fra Michelin. Vil man have endnu bedre dæk, kan der tilkøbes Pilot Sport Cup 2 dæk.

En anden fed feature på den nye Focus RS, er bagerst på bilen. Her er der kommet et nyt udstødningssystem, som også her elektronisk kan justere på støjen på bilens udstødninger.

I kabinen er der kommet masser af nye lækre detaljer. Sæderne er sportssæder fra Recaro, den har fået et otte tommer SYNC infotainment system der kan arbejde sammen med et bakkamera med distance kontrol, bilen har fået 10 højtalere fra Sony mm. Dertil er der kommet et rat med flad bund i læder, alu-pedaler, en række nye ure som kan holde øje med olietryk, olietemperatur og turboladningen.

På anden generation af Focus RS, oplevede vi en meget unik grøn farve. Den nye Focus RS tilbydes i farverne ‘Nitrous Blue’, ‘Frozen White’, ‘Absolute Black’ og ‘Stealth Gray’. Den farve vi dog ser på billederne, stammer fra Ford GT – og den bliver desværre ikke en mulighed.

Den tredje generation af Ford Focus RS, er den mest kraftfulde produktions Focus nogensinde. Og Ken Block har udtalt til et britisk medie, at han mener denne Ford Focus RS er den bedste bil at køre, hvilket betyder meget for fans der kender til ham. Han har været med under udviklingen af bilen, så vi er spændt på hvordan den er blevet!