Volkswagen er klar med fjerde generation af den nye Polo GTI, som byder på et godt mix af komfort og ræs

Under vores tur til Nordjylland, til det store VAG-event Danes’N’Dubs 2018, havde vi fået lov at låne den nye Volkswagen Polo GTI, i håb om at kunne bidrage til det store stylingsevent, med en ny fabriksbil, som matchede det store publikum. Den røde hidsigprop tog sig godt ud, da den stod ved eventets store vaskeplads, hvor stort set samtlige gæster var forbi.

Det er ellers ved at være nogle år siden, at vi har testet en Volkswagen Polo GTI. Sidst vi gjorde det, var tilbage i 2010. Og der er sket en hel del siden da.

Polo er i sig selv vokset markant i størrelse, og det betyder at du altså nu har en Volkswagen som byder på masser af komfort, stabilitet og ikke mindst plads. Og det er hele vejen rundt at der er plads. Kabinen føles rummelig, bagagerummet er stort og til bagsædepassagererne er der plads til voksne mennesker, med lange ben.

 

Modellen vi fik stillet til rådighed, var proppet med udstyr. Dog var tændingen af den ‘gamle slags’, hvor nøglen skulle indsættes. Nogle nye biler har en startknap, som også kan fås til Polo GTI. Hvis dette vælges, finder man knappen til venstre for gearstangen. Men på en eller anden måde, så passer det bare ret godt til en sportsvogn med GTI-emblemer, at nøglen skal sættes i tændingen.

Da vi fik bilen stillet til rådighed, var den lige kommet direkte fra Nürburgring. Det betød at dækkenes greb nok havde været en del bedre, hvis dækkene var nye, og at bremserne hylede. Og når man står der med sådan en rød hidsigprop, kunne man da godt gå hen og blive lidt jaloux over, at det ikke var os, som havde været i det grønne helvede, med denne GTI.

Hvordan føles den?

Man kan ikke komme uden om, at den nye Volkswagen Polo GTI er meget komfortable. Og det er den specielt på de lange ture.

Motorstøj er der ikke meget af, når du kører i normal af de mange ‘driving-modes’, sæderne er meget komfortable og støtter fint i siderne, undervognen er fint afstemt og gearkassen skifter som man kender det fra andre DSG-automatgearskasser, glidningsfrit og uden problemer. Og så løber den 16,7 km/l ved blandet kørsel.

Når du så skal ud og lege med den, er de danske landeveje et godt sted at prøve bilens kræfter.

Fra 0 km/t med sportsudstødningen aktiveret, antispin slået fra og bilen sat i sportmode, så går det bare derud af fra starten. Bilens 200 hestekræfter aktiveres allerede lige efter 4.000 omdrejninger, og sammen med momentet på 320 Nm, rammer du 100 km/t allerede efter 6,7 sekunder. Topfarten sættes ind ved 237 km/t.

Styretøjet og den hårde undervogn hjælper dig i svingene, og det føles som om bilen til dels suger sig til vejen. Der er en fin føling med vejen gennem rattet i bilen, og skal du dreje modsat reagerer den prompte.

Masser af udstyr som standard

Når du vælger din Volkswagen Polo GTI, så kommer den som standard med masser af lækkert udstyr. Adaptiv fartpilot der selv justerer hastigheden til den forankørende og sort himmel i kabinen, er nogle af de ting du finder på listen.

Modellen her er dog udstyret med 18″ fælge som koster 6.000 kroner ekstra, mens de frække LED-forlygter må erhverves for 12.000 ekstra. Men bruger du blot i omegnen af 4.000 kroner, får du Sport-Select funktionen med, som giver dig mulighed for at køre eco-kørsel, når det ikke skal gå stærkt.

Lækker kabinen med frække detaljer

Hvor vi måske atter engang godt kan savne lidt mere GTI-sportslook på bilens ydre, som man finder det på den gamle Ford Focus RS eller den fede Volkswagen Golf GTI Clubsport, så er det med Polo GTI i kabinen at man finder rigtig mange af de fede features.

De omtalte sportssæder greb mere om kroppen, end vi er vandt til at finde i sportsvogne. Omkring skulderpartiet kunne man mærke, at de greb mere end normalt, og det gav bare en følelse af at man sad ekstra godt fast.

Instrumentbordet havde rødt-lakerede elementer, som matchede bilens farve uden på. Den store skærm er hurtig og meget nem at finde rundt i. Kvaliteten af knapper virkede høj, og placeringen logisk. Det store multifunktions-læderrat lå godt i hænderne, og havde røde syninger samt flad bund med aluminiums detalje med GTI-logo.

Lang ventetid på den populære model

Med en kontantpris på en Volkswagen Polo GTI fra omkring 290.000 kroner, gør det bilen ganske attraktiv. En højt udstyret ordinær VW Polo, skal ikke have meget ekstra udstyr monteret, før den næsten rammer samme pris. Og det gør denne sporty GTI ekstra attraktiv.

Derudover kan du med en udbetaling på blot 15.000 kroner og 3.499 kroner om måneden, være kørende. Og det er altså en skarp pris.

Lægger du din bestilling idag, er der dog en længere ventetid på bilen. Du kan selvfølgelig også vælge en af de modeller, som allerede er hentet hjem, og køre ud af døren med bilen med det samme.

De Tørre Tal
Mærke/Model: Volkswagen Polo GTI
Motor:  2,0-liters turboladet benzinmotor med fire cylindre
Gearkasse: 7-trins DSG Automat gearkasse
HK: 200 hk (ved 4.400 omdr./min)
Moment: 320 Nm
0-100 km/t: 6,7 sek.
Topfart: 237 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 16,9 km/l
Pris: Starter fra 280.294 kr. Testbil m. udstyr 309.980 kr.

[nggallery id=951]