Biltest: Seat Leon 1.2 TSI

Kan man nøjes med en Seat Leon med en meget lille motor? Det afhænger selvfølgelig af den enkeltes behov, men man er fristet til alligevel at svare bekræftende.

seat-leon

Det første man tænker, når en prøvekørsel af en Seat Leon med 1,2 liters motor står for døren, er noget i retning af: “Åh nej…”, fulgt af et meget dybt suk. Bevares, den har da godt nok turbo, men kan det virkelig gøre den store forskel? Svaret er et mindst lige så dybt og rungende JA! Så min første indskydelse blev hurtigt forvandlet til forventingen om en god og underholdende uge, med nøglerne til en relativt økonomisk, men ikke desto mindre sprælsk Seat.

VIND: Vind VIP-billetter til Fast and Furious Car Show 2011

eller

VIND: Vind billetter og t-shirts til filmen Fast & Furious 5

Vi kender opskriften: hiv det gamle oldtidsfund af en 1.6 liters sugemotor ud, og smid en lille, brændstoføkonomisk motor med halvt så mange hestekræfter ind. Læg dertil en turbolader, og man er oppe på det oprindelige antal heste igen, plus en sjat. Egentlig burde jeg ikke have været skeptisk, for VAG-koncernen har allerede bevist, hvor vellykket downsizing-strategien kan være. Men jeg troede alligevel, at grænsen for hvad man kunne opnå med succes, var nået med 1.4 TSI-motoren.

Overraskelsen var derfor stor, da jeg efterhånden kunne konstatere, at motorjournalisterne også havde taget godt imod den helt lille TSI’er på 1,2 liter, som i øvrigt fås til både Polo, Golf, Fabia, Octavia og Ibiza. Kunne det virkelig være rigtigt?

seat-leon

Det må jeg hermed erkende, at ja, det kunne det. Den lille motor ude foran spinder ivrigt og lægger selv op til sjov og ballade. Turboen slår til med 175 NM ved 1550 omdrejninger, og fortsætter så helt op til de 4000. Ved igangsætning kan man godt mærke, at der er lidt småt med kræfter i sådan en beskeden 1,2 liters benzinmotor, men det er glemt igen når omdrejningsnålen passerer de 1600 omdrejninger. Den angivne accelerationstid fra 0 til 100 km/t på blot 10,9 sekunder vidner da også om, at det ikke er nogen helt normal 1.2’er, der er tale om.

1.2 TSI er en såkaldt ‘Ecotech’-motor, og er derfor optimeret til brændstofbesparende kørsel, med blandt andet start/stop-system som standart. Den er opgivet til at kunne køre hele 18,5 km/l, men det skal man nok være lidt varsom med at stole på. Jeg kunne med nogenlunde let speederfod og blide accelerationer opnå 14,5 km/l over en strækning med blandet by-, hovedvejs- og motorvejskørsel. Et sjette gear er med til at højne dine muligheder for at få mere ud af de dyre dråber, og samtidig bidrager den til et behageligt lavt støjniveau i kabinen selv ved motorvejshastigheder.

seat-leon

Kabinen er ikke nogen luksus-suite, og den kan ikke helt måle sig med Golfens, 308’erens eller den nye Focus’ ditto. Men den er praktisk indrettet, og i hvert fald i Style-udgaven får du både nogle fornuftigt støttende sæder og et lækkert læderrat. Komforten er heller ikke helt på højde med de nævnte konkurrenters. Til gengæld er Leon utroligt velkørende, og det kan man så netop takke den ret faste undervogn for.

seat-leon-og-ford-focus

Skæbnen ville, at en bekendt en dag troppede op på matriklen med en splinterny Ford Focus 1.6 Trend, og det gav anledning til en oplagt mini-duel. Focus’en koster 255.000 kroner, og det er omtrent 3.000 kroner mere end den testede Seat med Style-udstyr. Fords eneste reelle konkurrent til Leon 1.2 TSI er netop en Focus med den 1,6 liters sugemotor som den, der blev prøvekørt, og den blev kørt godt og grundigt i sænk af den meget mere veloplagte turbo-Seat, som har langt mere bundtræk. Som allerede nævnt vinder Focus til gengæld på indeklimaet, med et noget smartere kabinedesign.

Ellers er der faktisk meget lidt negativt at sige om Seat Leon 1.2 TSI. Den gør på næsten alle fronter et godt stykke arbejde. Som Style-version er prisen 251.900 kroner (ny pris pr. 1. maj 2011: 234.900 kr.), men man kan også nøjes med Reference-udstyret og dermed slippe med en pris på 226.900 (ny pris pr. 1. maj 2011: 214.900 kr.). Ligegyldigt hvad slipper man med en halvårlig grøn ejerafgift på kun 510 kroner, selvom bilen måske ikke kører helt så langt på literen som fabrikken oplyser.

Fakta
Mærke/Model
:
Seat Leon 1.2 TSI Ecomotive Technology
Motor:
1.2 TSI
Gearkasse:
6-trins manuel
Karosseritype: 5-dørs hatchback
Siddepladser: 5
HK/Moment: 105/175
Topfart:
187 km/t
0-100: 10,9
Km/l: 18,5
Pris: 251.900 (ny pris pr. 1. maj 2011: 234.900 kr.)

[nggallery id=345]

Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close

Adblocker opdaget!

Vi lever af at vise reklamer. Venligst deaktivér din Adblocker for at tilgå websitet.