Biltest: Ford Focus ST

Ryrsø er vild med Ford Focus ST, fordi den er sjov at køre uden blot at være effektiv.

Biltest: Ford Focus ST Hatchback

 

HOLD PÅ RAT OG BRILLER! Jeg har netop strukket den højre fod i gulvmåtten og mærker millisekunder efter suget fra turboen, der med 360 NM. i overboost sender mine nyrer mod bagsædet. Sound Symposeren sender et råt, firbenet brøl ind i kabinen.
Fronten er let som en Morris Mascot og svæver henover asfalten med dækkene konstant på grænsen af dækrøg Jeg fornemmer et anstrengt “Retningsskift frabedes!” fra elektronikken.

 

Jeg kæmper med rattet, der på insisterende vis foreslår at dreje stik højre eller venstre og lægge visit forbi en modkørende eller nærmeste autoværn. Er forhjulet på vej af!?

 

Biltest: Ford Focus ST Hatchback
Focus ST tager sig godt ud med de brede hofter og baglygterne der går ind i bagskærmen

Nej tak til spær

Forhjulet var heldigvis ikke på vej af navet. Det var spærredifferentialet til gengæld…Eller… Det var der faktisk aldrig.

 

Ford fravalgte nemlig at montere et mekanisk spærredifferentiale i Focus ST. I stedet er det ESP-systemet, der sørger for at bremse det hjul, der spinder.

 

Nu tænker du nok, at Fordingeniørerne, der tog den beslutning, må have befundet sig længere tid i nærheden af kraftige benzindampe forud for fravalget af et spær. 250. HK. og 360 NM. i en forhjulstrækker uden mekanisk spær lyder ganske rigtigt fuldstændig vanvittigt. Det er det også, men det virker.

 

Skal du ikke straffe asfalt til trackdays i din ST, kan du sagtens undvære et spær. Fravalget af spæret gør faktisk, at accelerationen føles hurtigere, voldsommere, mere intens og involverende bag rattet. Det er fedt i en moderne bil, hvor det tit går op i Start&Stop og elektrisk servohjælp!

 

Gearkassen er perfekt afstemt med en kort vandring mellem gearene og en fast modstand i stangen. Det er vel nok den bedste gearkasse i klassen. Bremsepedalen er progressiv med en god hårdhed, og du har god føling med, hvor meget bremsetryk, der er nødvendigt.

Biltest: Ford Focus ST Hatchback
Du skal have ST på landevejen i rask galop for rigtigt at mærke det præcise, direkte styretøj og den perfekt afstemte undervogn

Nej tak til understyring
Focus ST har eminent balance mellem for og bag og et specialudviklet forhjulsophæng minimerer understyring. Samtidig er bagenden sat løst op, så du kan få det bagerste hjulpar til slippe underlaget ved speederslip, hvis du er til den slags hooliganisme.

 

Styretøjet er elektrisk og udvekslingen variabel. Det betyder, at jo mere du drejer rattet, jo mere direkte bliver udvekslingen, så du kan nuppe alle kurver og hårnale uden at flytte dine hænder på rattet.

 

Ja tak til RS
Ford fik angiveligt feedback fra køberne af sidste generation ST, at de savnede lidt brutalis i designet. Derfor har ST nu fået et mere sportsligt, RS-agtigt, look med det glubsk store luftindtag i fronten og den sekskantede udstødning, der er centermonteret.

 

I kabinen er der ikke blevet synderligt meget mere RS, og der savnes lidt større forskel i interiøret fra en almindelig Focus. Dog er kabinen udstyret med de fantastiske, smalle, Recaro-sportssæder, der støtter eminent. Desværre kan rattet ikke trækkes langt nok tilbage, og den perfekte kørestilling er desværre ikke mulig.
På toppen af kommandobroen får du den information, du har brug for: Olietryk, olietemperatur og turbotryksmanometer.

 

På bagsædet er der fint med plads og bagagerummet er godkendt. Focus ST forener i fin harmoni sjov og praktik. Ej at forglemme er, at du kan få ST’eren i stationcar med ligeså sjove køreegenskaber, men med endnu bedre benplads på sofarækken og i bagagerummet.

 

Interiøret er klassisk Focus, og du får ikke en ligeså lækker kabine som f.eks. Golf GTI. Du får til gengæld nogle mere sporty sæder og et mere og potent ydre mod Golfens mere afdæmpede GTI-look.

 

Biltest: Ford Focus ST Hatchback
På troods af ST’s potente udstødning, så er det i stedet indsugningslyden, du nyder i kabinen. Den lyd stammer fra luftindtaget her mellem forkofanger og motorhjelm

Ja tak til racerlyd og højoktan
ST er er lavet til at køre om hjørner. Det er lykkedes til højoktan, og vi garanterer, at Focus ST vil give dig et gigantisk smil i gryden, når du placerer den perfekt ved apex og med et speederslip får bagenden til at slippe. En perle af en EcoBoost-motor, der trækker bastant til det røde felt ved 7.000 RPM. og i forløbet leverer en motorlyd, du vil kende fra firecylindrede racerbiler, fuldender ST-pakken.

 

De sjove køreegenskaber og en veloplagt motor, kombineret med fin komfort og plads, giver Ford Focus ST rigtig gode kort på hånden i GTI-klassen.

 

Ryrsøs dom
Vi siger ja tak til Ford Focus ST! Og gerne i stationcar! Ford Focus ST er sjov at køre, mens den kan være behagelig og praktisk. Og så er den klassens drengerøv, når det kommer til udseende og køreegenskaber. Til gengæld mangler du spærredifferentialet for at få optimalt power i asfalten, eller hvis du ofte skal køre trackdays. Interiøret kunne også skille sig mere ud fra en standard Focus.

 

De tørre tal

Mærke/Model: Ford Focus ST
Motor: 2.0-liters R4 benzin med turbo
Gearkasse: 6. trins manuel gearkasse
Træk: FWD
HK: 250
Moment: 340 NM. 360 NM. ved overboost
0-100 km/t: 6,5 sek.
Topfart: 250 km/t.
Km/l: 13,9 km/l (oplyst forbrug)
Udstyrsversion: ST2

Pris uden ekstraudstyr: 478.190 kr.
[nggallery id=526]

Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close

Adblocker opdaget!

Vi lever af at vise reklamer. Venligst deaktivér din Adblocker for at tilgå websitet.