Rygter om ny superbil fra Porsche, der skal tage kampen om med Gallardo og 458 Italia.
For nylig annoncerede Porsche, at de havde en målsætning om at fordoble salget inden 2018. Det indebærer blandt andet, at de fremover vil lancere mindst én ny model hvert år.
Hvor meget man skal lægge i “ny model” skal vi lade være usagt, for Porsche er som bekendt gode til at sende mere eller mindre ligegyldige specialversioner af eksisterende modeller på markedet.
Helt ligegyldig bliver en kommende superbil nok ikke. Rygtesværme har kastet navnet ‘929’ af sig; en model, der skulle placere sig et sted mellem 911 GT2 RS og 918 Spyder. Dermed må Porsche formodes at sigte relativt målrettet mod italienere som Lamborghini Gallardo og Ferrari 458 Italia.
Det formodes, at 929’eren – eller hvad den næste super-Porsche nu kommer til at hedde – vil dele en række komponenter med den nuværende 911. Både hvad angår undervogn og motor. Den 3.6 liters twin-turbo boxer fra GT2 RS kunne være et godt bud.