Ford B-Max skal tage kampen op i byen

Fleksible mini-MPV’er som Kia Venga og Opel Meriva får kamp til stregen, når Ford melder sig på banen med deres nye B-Max.

Ford har efterhånden et betragteligt udbud af MPV’er af forskellige størrelser på programmet. Man skulle tro, at der var valgmuligheder nok i Galaxy, S-Max og C-Max, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. I hvert fald præsenterer Ford på Geneve Motor Show en lillesøster, som  skal imødekomme storbyens krav til kompakte og miljøvenlige biler.

Og kompakt må Ford B-Max siges at være. Miljøvenlig ligeså, men det vender vi tilbage til. Den deler platform med den populære minibil, Fiesta, men er trods alt 11 centimeter længere. Til gengæld er den hele 32 centimeter kortere end C-Max. Derfor vil det være lidt af en overdrivelse at påstå, at den er lige så rummelig, men Ford har indbygget en række smarte løsninger, der gør B-Max mere rummelig end de beskedne ydre mål egentlig lægger op til.

Ikke mindst har man simpelthen kvittet B-stolpen. En B-Max uden B-stolpe – det siger jo ikke ligefrem sig selv. Logisk eller ej, så er det en ret så genial løsning på de adgangsproblemer, som vi egentlig ikke vidste vi havde, før selvmordsdørene kom til, og blev genintroduceret af Opel og deres Meriva. Fords konstruktion med dertilhørende skydedøre sikrer blot endnu mere optimale adgangsforhold for både for- og bagsædepassagerer.

Man kunne frygte, at den manglende B-stolpe ville få fatale konsekvenser i tilfælde af sammenstød, men Ford garanterer (selvfølgelig), at sikkerheden ikke kompromitteres. Det kan man blandt andet takke de specialfremstillede døre og hængsler for, der er bygget således at de til sammen udgør en “virtuel B-stolpe”, og det kan man da kun håbe.

Sammen med minibilen Ford B-Max introduceres en mindst lige så minimal motor, som med en volumen på kun 1 liter og 3 cylindre loves at byde på en væsentlig reduktion af udledning og brændstofforbrug. Med direkte benzinindsprøjtning og turboteknologi føjes den til rækken af nye og moderne EcoBoost-motorer fra Ford, når den om ikke alt for længe er produktionsklar.

[nggallery id=317]

Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close

Adblocker opdaget!

Vi lever af at vise reklamer. Venligst deaktivér din Adblocker for at tilgå websitet.