Igennem mange år har ønsket om en lovlig bane til at køre street race på stået øverst på mange bilentusiaster ønskeliste. Og igennem mange år har kommunerne og politiet sagt nej tak til ideen om et sted at køre street race på under forsvarlige forhold.

Arkivfoto

Men nu er det endelig lykkedes! Motorsport Nordjyllands formand, Henrik Pedersen, havde fredag d. 23 april et succesrigt møde med Aalborg kommune og Nordjyllands politi, og efter flere timer i mødelokalet kunne en glad Henrik Pedersen fortælle TV2 Nord, at nu er det endelig lykkedes. Målet med banen er at sætte en stopper for det ræs, der hver fredags samler hundredevis af mennesker fra hele landsdelen til træf ved Aalborg Storcenter i City Syd, hvorefter der på udvalgte og hemmelige steder bliver kørt ulovligt gaderæs.

Banen vil blive Nordjyllands første lovlige street racing bane, som kommer til at ligge på Teglværket i Nørresundby, hvor der er plads nok til en 201 meter bane. Den vil tages i brug fra d. 5. juni 2010.