Vi har testet den nye Kia Picanto 1,0 GT-Line, som byder på masser af lækre detaljer og udstyr

Aircondition der virker fra starten

Det er varmt. Det er formentlig en af årets sidste varme dage. Sommeren har aldrig rigtig ramt os i år, men i dag er det lummert. Jeg får nøglen til den nye Kia Picanto, som står i en fræk GT-Line ude på pladsen ved forhandleren. Et mere aggressivt design har sat sig på den nye model, så den matcher resten af model programmet, og ikke fremstår nær så kedelig som førhen.

GT-Line setup’et på bilen betyder, at du bliver mødt af en kabine med sportssæder, sportsrat og masser af funktioner i kabinen. Sæderne er tilpas brede, selvom det er sportssæder beklædt i kunstlæder. En fin kvalitet, som dog desværre klæber sig lidt til kroppen hvis man er let fugtig på ryggen. Jeg sætter nøglen i tændingen, og straks starter bilens blæsere – og et øjeblik efter, er kabinen dejligt tempereret! Uhyggeligt effektivt, som jeg hverken havde forventet eller oplevet før, virkede Så godt.

Jeg drejer nøglen. Lyden fra den 1,0-liters motor brummer svagt. Egentlig kan jeg godt lide den type motorlyd med deres rungen. Jeg synes lidt de lyder som de gamle VR6-motorer, bare lidt ”tyndere”. En slank og høj gearstang hjælper mig med at sætte bilen i gear, og komme af sted.

Letkørt minibil med lækre materialer

Pedalerne er meget lette at trykke på med fødderne. Bilen er generelt meget letkørt. Kunstlæder-sportsrattet lægger fint i hænderne. Det er ikke ret tygt og føles ret glat. Kvaliteten er ganske udmærket, og styretøjet reagerer prompte. Sammen med den faste undervogn virker Picantoen meget sporty, og den krænger ikke meget og er hurtig til at lægge sig tilbage i position igen, når man drejer bilen fra side til side. Faktisk oplever jeg ofte, at koreanske biler er lidt langsomme i reaktionen i deres styretøj, men det er ikke tilfældet med denne lille Picanto. Med et par ryk i rattet får jeg også konstateret, at den står utrolig fast på de små 16-tommer hjul.

Og hjulstøj er der ikke ekstra ordinært meget af. Når bilen rammer omkring de 60 km/t starter det, men er ikke noget overdøvende i forhold til andre bilmodeller. Dog er der noget underlig lyd i kabinen når man snakker, lidt som om man befinder sig i en ”tunnel”. Tilgengæld virker kabinen meget rummelig, med masser af plads til hovedet samt plads rundt om personerne i bilen, så man på ingen måde føler sig klemt.

 

Fra det ydre til det indre

Hvis vi skal kigge lidt nærmere på designet på den nye Picanto, så er den som førnævnt blevet mere aggressiv for samtidig at matche det resterende modelprogram. Men ellers ligner den form mæssigt sig selv. Forlygterne er blevet højere, skarpere og mere kantet og med LED-lys, mens en smal kølergrill forbinder lygterne med hinanden. I GT-Line modellen har den røde detaljer, som gør den mere sportslig at se på.

På den nedre del af forkofangeren har den fået luftindtag med røde kanter i siderne, mens den store sorte midte ligner en stor sur mund. Hen af siden har bilen fået et sideskørt med en rød linje der fortsætter hen til bunden af bagkofangeren, som tilmed har en dobbelt udstødning, mens GT-Line mærker pryder bagklappen.

Der er touch-knap i døren til at låse op og i, og indenfor på tændingen er der ligeledes en nøglefri startknap. De to ting er dog ekstraudstyr, men til en pris på kun 4.999 er det godt givet ud. Et kort armlæn i kunstlæder er placeret mellem forsæderne – det er lidt synd, at det ikke er længere i størrelsen, så det støtter bedre. Men det har dog et dybt opbevaringsrum når man åbner det op. Håndbremsen, gearknoppen og rattet er alle beklædt i kunstlæder, ligesom de store sorte/røde sportssæder.

En af de fedeste ting i kabinen, er den store skærm (ekstraudstyr til 10.999 kroner). Man kunne nemt tro at den i sådan en bil som en Picanto, ville være billig og discount agtig. Men det er langt fra tilfældet. Den er dels ret stor, den står kniv skarpt og så er den bygget i noget tykt materiale, så den fremstår ret robust.

Designet af den er set grimmere i langt dyrere bilmodeller, og så er den spækket med funktioner som navigation og Apple Carplay! Og interfacet i skærmen fungerer godt. Det er hurtigt, virker logisk og er nemt at finde rundt i. Bilen har ligeledes bakkamera, som er placeret ved håndtaget i bagklappen. Desværre er kvaliteten af dette, ikke det allerbedste.

Vi kørte til Fyn

I den uge hvor vi havde bilen til test, tog vi en tur til Odense for at opleve et bilshow. Det betød, at vi pakkede bilen med udstyr og fire store gutter. Og her kom bilens kvaliteter til tælling.

Motor- og hjulstøj er der ikke ekstraordinært meget af, selv ved højere hastigheder. Der er dog noget, og så er det fristende at tænde for anlægget og skrue op. Men der er plads til forbedringer hvad lyden angår, som ellers spiller klart uden at være for diskant.

Sæderne er utroligt komfortable, selv for den der sidder på bagsædet på en tur fra København til Odense.

På motorvejen havde den faktisk en fornuftig brændstoføkonomi til trods for den tætte oppakning. Men motorkraft er der ikke meget af. Bilen yder 67 hestekræfter og 96,1 Nm, og det svarer til så lidt, at du nærmest ikke kan mærke bilen accellererer, når du cruiser på fartpilot og skal op i fart. På en måde er det faktisk ret komfortablet, men der sker ikke noget. På nogen måde. Og det finder du blandt andet ud af, når du skal overhale.

Gearkassen er meget direkte. Der er kort vandring mellem gearene, som ligger meget præcist. Koblingspunktet er nemt at finde. Og selvom du føler at bilen har lange gear, så er den fem-trins gearkasse ret lav-gearet. 0-100 km/t er nemlig ikke noget du taler om, ligesom bagagerumspladsen blev fyldt helt ud, alene på min (store) kamera kuffert og stativ.

Pris og økonomi

Hvis du er på udkig efter en af de helt små biler i klassen, så er det typiske valg nok ikke en koreaner. De koreanske mærker lider desværre stadigvæk en del under et image, hvor kvalitet og holdbarhed ikke står øverst på listen.

Men som jeg har skrevet og sagt mange gange før, så er Kia virkelig kommet efter det. Specielt med deres GT-Line modeller, der virkelig giver dig meget bil for pengene. Og ligeledes, så giver GT-Line’ bilerne et udseende, der ikke ser så ordinært og kedeligt ud, som det nemt kan gøre på biler fra andre fabrikanter.

Denne Kia Picanto GT-Line koster lige over 160.000 kroner, men den fås fra 129.999. Du får altså valuta for pengene til den pris, og hvis du smider lige under 20.000 kroner mere, får du også det udstyr med som vi kan anbefale at tilvælge. Det er Smart Key og Startknappen (4.999 kroner), Fartpiloten med tilhørende funktioner (3.999) og den 7″-tommer skærm med navigation, bakkamera og bakalarm (10.999).

Som pendlerbil duer den ikke, hvis du forventer at køre mere end 110 km/t på motorvejen – til gengæld får du en fornuftig by-bil, som har en god brændstoføkonomi (25.6 km/l ved blandet kørsel *opgivet tal*) – og så er den som bekendt spækket med udstyr!

Design mæssigt i kabinen vil jeg mene, at den rangerer meget højt. Det er sporty, enkelt og ikke mindst pænt at se på. Jovist, kvaliteten er ikke dyr læder – men det ser godt ud! Og så fungerer bilens interface rigtig godt. Så når alt kommer til alt, kunne jeg godt anbefale at give lidt ekstra for en Kia, og så få en fræk minibil med masser af funktioner.

For

Det opfriskede design på det ydre
Detaljerne i kabinen
Touchskærmen og kvalitetsfølelsen generelt

Imod

Kunstlæderet kan jeg godt have en mistanke om, kan have lidt et problem med holdbarheden når årene går. Men så er det jo godt, at Kia har 7-års garanti på deres modeller.
Motoren: Den 65-hestes motor er slet ikke nok, hvis du skal bruge den til andet end én/to personer og bykørsel. Du får højst sandsynligt behov for mere power.
Anlægget: Der er virkelig plads til forbedring. Tilslutningen af udstyr er nemt og hurtigt, og højtalerne spiller fint. Men jeg savner noget dybte og kraft.

De Tørre Tal

Mærke/Model: KIA Picanto 1,0 GT-Line
Motor:  1.0 Benzin (3-cylindret benzin)
Gearkasse: 5-trins manuel gearkasse
HK: 67 hk
Moment: 96,1 Nm
0-100 km/t: 14,3 sekunder
Topfart: 161 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 25.6 km/l
Pris: Starter fra 129.999 kr. Testbil m. udstyr 160.591 kr.

[nggallery id=708]