*OPDATERET* Guide: Husk at rette dit befordringsfradrag på årsopgørelsen fra Skattestyrelsen

Du bør måske kigge en ekstra gang på fradraget for året

Foto: Skattestyrelsen, artiklen er rettet fra den oprindelige til det du læser nu

Det kan være at du går glip af et befordringsfradrag, som i vores tilfælde betød penge tilbage. Hvis du vil kontrollere din årsopgørelse og se om det også gælder dig, så har vi lavet en lille guide til dig, som du kan se nærmere på her.

Indtastet korrekt befordringsfradrag – men endte anderledes

Møder du to gange på den samme arbejdsplads om dagen, kan der være penge at hente fra Skattestyrelsen til dig.

Når årsopgørelsen lander hos dig, skal du nemlig selv kontrollere om dit befordringsfradrag stadigvæk gælder for din dobbelte køretur (eller mere). Det var ikke tilfældet for mig, og derfor skulle det indtastes manuelt igen her til slut på årsopgørelsen.

Tilbage i slutningen af 2017, gennemgik jeg ellers mine personlige skatteforhold med en skattemedarbejder. Jeg var nemlig kommet i den situation, at jeg kunne få kørselsfradrag til og fra min arbejdsplads (nu kaldet Befordringsfradrag). Det betød et øget fradrag på over 10.000 kroner mere om året. Og det tager man da gerne med.

Mit fuldtidsarbejde gør nemlig, at jeg skal møde to gange på samme dag. Ergo pendler jeg frem og tilbage til mit fuldtidsarbejde, dobbelt så meget som de fleste andre.

De første 24 kilometer kan man ikke få fradrag for, men min første tur giver mig to kilometer med fradrag. Der er nemlig 13 kilometer hver vej til mit arbejde fra min bopæl, som giver mig en distance på 26 kilometers kørsel, hver dag.

Derefter får jeg fuldt fradrag af den næste køretur jeg laver senere på dagen – som er 26 kilometer igen.

Denne distance skal så ganges op med satsen af det beløb, som er sat for 2018 – i dette tilfælde 1,94 pr. kilometer, og så ganget med antallet af arbejdsdage på et år, som her er på 216.

Resultatet giver mig et regnestykke af 2 + 26 x 1,94 x 216, som ender på 11.733,12 kroner i fradrag om året, for min kørsel til og fra min arbejdsplads. Så det fik jeg med hjælp af en skattemedarbejder tilbage i slutningen af 2017, indtastet på mine oplysninger.

Alt var i orden – men så.

Fik kun enkelt fradrag på årsopgørelsen

Når Skattestyrelsen udfører årsopgørelsen i slutningen af året, indhenter de oplysninger fra din arbejdsplads. I mit tilfælde betød det, at destinationsadressen kun blev indsat en enkelt gang på min årsopgørelse, da Skattestyrelsen jo ikke kan vide, om jeg møder flere gange om dagen end det ene. Derfor gøres der også opmærksom på, at man selv skal huske at kontrollere diverse fradrag, hvor dette er et af dem.

Det endte ud i at jeg kun skulle have et fradrag på lidt over 800 kroner i stedet for. Altså en væsentlig forskel, fra de oprindelige og korrekte lidt mere end 11.700 kroner.

Da året så er omme nu og jeg modtog min årsopgørelse, skulle jeg pludselig betale penge tilbage. Små 800 kroner.

Et telefonopkald til en Skattemedarbejder bekræftede, at blandt andet mit befordringsfradrag skulle ændres fra det lave den var sat til, til det oprindelige høje tal. Og det var til trods for, at jeg manuelt for flere måneder siden, havde indtastet det korrekte tal allerede.

Det fik jeg gjort, og nu betyder det at jeg skal have lidt mere end 2.100 kroner tilbage. Ikke meget – men lidt har vel også ret?

Hvis du selv vil rette

Men mit eksempel kan selvfølgelig være anderledes fra din situation. Jeg vil blot lige gøre opmærksom på dette, da det kan have større eller mindre betydning, for dig.

Hvis du er usikker på hvordan du skal rette i dine oplysninger, kan du altid ringe til Skattestyrelsen (der er efterhånden ved at være kort ventetid på linjen) på telefon 7222 1818, og få fat på en medarbejder.

Alternativt kan du logge på deres system med NEM-ID, og rette det selv.

Du retter ved at logge ind, vælge “Årsopgørelse” i menuen øverst, klikke på “Se årsopgørelse”, videre på “Ret årsopgørelsen”, finde feltet “Befordring” under ‘Ligningsmæssige fradrag’ i rubrik 51, klikke på lommeregner ikonet og vælge “Klik her hvis du selv vil rette dit beløb” nederst, og derefter trykke på “Overfør beløb” på den grønne knap.

Herefter vil du modtage en ny årsopgørelse, med de nye rettelser. Måske skal du også have flere penge tilbage i Skat, eller betalte mindre tilbage. Vær opmærksom på kun at indtaste korrekte oplysninger!

I galleriet herunder, kan du se nogle skærmbilleder for, hvor de forskellige knapper findes. Held og lykke!

Der er frist for at indberette sine nye oplysninger den 1. maj. Det er nemmest hvis du gør det inden deadline, da der ellers skal gives en god begrundelse for nye ændringer, hvis du foretager noget nyt efter denne skæringsdato.

Hvis du vil læse mere om reglerne for befordringsfradraget, kan du finde det herinde.

Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close
Close

Adblock Detected

Please consider supporting us by disabling your ad blocker