Ny variant: Volkswagen Golf GTI TCR med 290 hestekræfter

Et nyt kapitel i Volkswagens historie, skrives med en ny Golf variant, som har gener fra motorsporten

Verdenspremieren på den nye Volkswagen Golf GTI TCR som konceptbil, fandt sted på sidste års store GTI-træf i Wörthersee i Østrig. Og nu er bilen klar til markedet, og landet i Danmark til en pris af 549.990 kroner.

Volkswagen Golf GTI TCR har gener fra racerbanen, hvor den også har sin inspiration fra. Racer-varianten har samme navn, og bilens specifikationer har sat sit præg på denne nye topmodel af Golf GTI.

Under hjelmen ligger en 2,0-liters TSI motor med turbo, som yder 290 hestekræfter fra 5.000 til 6.800 o/min. Momentet lyder på 370 Nm fra 1.600 til 4.300 o/min, og føres til hjulene gennem en syv-trins DSG gearkasse og et elektromekanisk spærredifferentiale.

Volkswagen Golf GTI TCR sprinter til 100 km/t på bare 5,6 sekunder, mens topfarten fra fabrikken er elektronisk begrænset til 250 km/t.

Topfarten kan øges

Ønsker man en højere topfart i Golf GTI TCR, kan den øges til 264 km/t. Det sker dog kun, hvis man bestiller bilen med udstyrspakken til 39.995 kroner ekstra. Pakken omfatter dog også en adaptiv sportsundervogn og 19-tommer matsorte Reifnitz alufælge.

Ønsker du en endnu mere trackday orienteret GTI TCR, så kan der også bestilles en anden udstyrspakke til 54.990 kroner, der tilmed omfatter semislicks-sportsdæk og 19-tommer Pretoria alufælge.

På det ydre kan man kende Volkswagen Golf GTI TCR på den nydesignede forkofanger, som har sine luftindtag i hver side (til de ekstra kølere) som er markeret med stylingselementer i sort højglans samt en frontspoiler. Dertil har bilen også en ekstra skarp splitter, ligesom baneraceren.

Hen ad siden er der kommet nye sideskørter som fortsætter til bagkofangeren, hvor der er placeret en markant diffuser med integrerede udstødningsrør i hver side. Øverst på bagenden er der en ny tagspoiler, der giver øget downforce til baghjulene og dermed en bedre stabilitet.

Vil du pynte yderligere på bilen, kan den tilmed bestilles med en speciel dekorfolie i et såkaldt Honeycomb-design til 9.990 kroner samt en Akrapovic-udstødning for en ekstra fed lyd.

Bag de store 18-tommer Belvedere alufælge på Volkswagen Golf GTI TCR, finder du nogle perforerede bremseskiver og specielle bremsekalibre og bremseklodser, som hjælper med til at få bilen ned i fart igen og giver en sportslig kørsel.

Det elektromekaniske spærredifferentiale som vi kender fra GTI Performance, optimerer bilens vejgreb og køreegenskaber i sving.

Kabinen byder på nye lækkerier

I kabinen kan du vælge mellem køreprogrammerne Eco, Normal, Sport og Individual. Sidste profil i rækken giver dig mulighed for at justere på styretøjet, motorkarakteren, DSG-gearkassen og den adaptive DCC-undervogn (ekstraudstyr).

Derudover er der nye lækre sportssæder foran i mikrofiber/stof, som er specielt designet til Golf GTI TCR. Sædernes midte har en kontrastfarve i ‘Flash red’, der matcher bilens syninger på det læderbeklædte sportsrat. Rattet har aftryk på klokken 3 og 9, samt en rød linje i toppen.

Dørsiderne og gearstangen har ligeledes fået mikrofiber indtræk med røde striber, og sikkerhedsselerne er røde på kanterne.

Som standard får Volkswagen Golf GTI TCR det digitale Active Info Display, som giver mulighed for at tilpasse instrumenteringen som man har lyst.

Hvad er TCR-serien?

TCR-serien, der blev etableret i 2015, kombinerer topklasse race med teknologi fra serieproducerede biler. 4- og 5-dørs biler med 2-liters benzin- eller dieselmotorer er tilladte, og bilerne køres udelukkende af private team.

Udover den internationale verdensomspændende ”TCR International Series”, afvikles serien mange steder også på nationalt plan. Golf GTI TCR baneraceren vandt verdensmesterskabet i 2016 og 2017 og har allerede vundet 12 nationale titler.

Volkswagen Motorsport har siden 2016 håndbygget og leveret mere end 100 styk af racerversionen til private team. Den nuværende Golf GTI TCR-baneracer sender 350 hk og 420 Nm ned i forhjulene.

Tekniske data:

Golf GTI TCR

Motor: 2,0 TSI

Effekt: 290 hk fra 5.000 til 6.800 o/min

Moment: 370 Nm fra 1.600 til 4.300 o/min

Transmission: 7-trins DSG-gear

Forbrug: 12,8 Km/l (WLTP)

0-100 km/t: 5,6 sek.

Topfart: 250 km/t (uden begrænser: 264 km/t)

[nggallery id=1005]
Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close

Adblocker opdaget!

Vi lever af at vise reklamer. Venligst deaktivér din Adblocker for at tilgå websitet.