Biltesten omhandler den nye Jeep Wrangler, og det er ikke en model du kommer til at se på alle parcelhus-veje – heldigvis for det. Konklusionen af denne test står allerede i overskriften, men læs nu alligevel videre, for bilen har en del finurligheder man ikke bør snydes for.

Stor, større, Jeep
Jovist, Jeep har altid haft en størrelse af kaliber, men jeg blev alligevel overrasket over hvor stor den reelt er, når man står ved siden af den. Jeep er et ikon, og deres Wrangler hylder de helt gamle rødder. Blandt andet med de ikoniske runde ”parabol”-forlygter, der dog er moderniseret med LED, de kantede former der er mere praktiske end de er charmerende, muligheden for at tage både døre og tag af, samt muligheden for at lægge forruden ned ved terrænkørsel.

Jeep Wrangler er amerikansk, og det er der slet ingen tvivl om. Her gælder alle amerikanske implicitte love om at jo større jo bedre – størst kører først. Med en frihøjde på over 24 cm, og med en mulighed for at køre gennem 76 cm dybt vand, er Wrangler ingen undtagelse. Modellen i denne test er Jeeps 5-dørs-model, men Wrangler fås som sædvanligt stadig også som en 2-dørs. Da jeg satte mig i bilen første gang, forventede jeg ærligt talt en venderadius på størrelse med en amerikansk skolebus fra 80’erne. Men den nye Wrangler model er mere civiliseret end som så. Venderadiussen minder nok mere om en moderne VW Passat, og det er blot et af stederne den optimerede Wrangler er bedre end forgængeren.

Tro mod historien
Hvis du har set bare én dokumentar om en krig amerikanerne har været med i, så har du højst sandsynligt set Jeep Wranglers forfædre i mange varianter. Alt stammer tilbage til ’The Willy’. Den Jeep der var afgørende for den amerikanske hær under Anden Verdenskrig. Så ikonisk, at når du hører navnet ”Jeep”, så ser du straks en militærgrøn firkantet offroader med de førnævnte parabol-lygter, en enorm grill og reservedækket på bagsmækken og højst sandsynligt fire Thompson-bevæbnede amerikanske soldater. Beklager den uventede korte historiefortælling, men historien bag Jeep er et must når man skal forstå nutidens modeller.

Forgængeren til denne Wrangler var kun for entusiasterne. Dem med et friluftsliv der gjorde at de skulle frem overalt, uanset vind og vejr, men derimod kompromitterede al køreglæde på asfalt. Den var hård at køre i og du blev køresyg ud ad lige vej, til gengæld var der ikke ét sted den ikke kunne komme frem. Den nye Wrangler derimod er blevet en del bedre på almindelig vej, og bibeholder sine adrætte offroad egenskaber. Vil man gøre den nye Wrangler endnu mere terrænkørende, så skal man gå efter Rubicon-modellen, der både med offroad dæk og et spil foran kan gøre mere på det mudrede underlag.

Bilen sælger i USA, men ikke i Danmark
Vi ser ikke mange Jeep Wranglers i Danmark, mens de i USA sælger som varmt brød. Alene i 2019 har FCA, som ejer Jeep, indtil nu solgt 176.034 styks ifølge carsalesbase.com. Det er dog næppe kun den nye model der er blevet solgt i 2019, men det giver et fingerpræg om at bilen bare er bedre til deres marked, end det danske hvor der er solgt fire af de nye Jeep Wrangler i 2019. Noget af det hænger også sammen med at en basismodel i USA koster lige over 210.000 kr., hvor den billigste i Danmark står til 945.000 kr. En note til dette er dog, at Jeep i Danmark kun tager den topudstyrede Sahara-model hjem, hvorimod den i USA sælges fra den ’skrabede’ Sport-model. En lignende Sahara-model som denne i Danmark, koster i USA fra 261.000 kr.

Modellerne der kan købes i Danmark, kommer enten med en 2.0 turbobenzinmotor eller en 2.2 turbodieselmotor. Benzinmotoren med 272hk og 400 nm, og dieselmotoren 200hk og 450nm. Bilen i denne test er monteret med 2.0T motoren, og den leverer faktisk godt til trods for den skal hive næsten 2,2 ton op i fart. Dette ses dog på benzinøkonomien, hvor benzinmotoren er opgivet til at køre 9,1 km/l. Jeg fik dog sneget den op på 10,3 km/l på landevej. Den 8-trins automatgearkasse fungerer også upåklageligt, hvilket også viser at bilen her er mere raffineret end forgængeren. Dertil er der naturligvis også mulighed for at koble bilen fra det daglige baghjulstræk, over i firehjulstræk og ned i reduktionsgearing.

Vi mener
Jeep Wrangler er en konsekvent bil, der ikke laver halve løsninger – det er enten eller. Det ses også på interiøret som er vandtæt. Højtalerenhederne ligeså, såfremt der skulle komme et pludseligt regnskyl, efter du har taget alle døre, taget og diverse dele af bilen. Wrangler er derfor også for kompromisløs til et marked som det danske, hvor en masse variabler hele tiden spiller ind.

De små hyldest-detaljer rundt om i kabinen, på ruder, gearknoppen og på fælgene gør oplevelsen fuldendt. Der er ingen tvivl om at Wrangler er en hyldest og videreudvikling på den originale Willy, og dét er netop derfor bilen er så tiltalende. Den er præcis så mekanisk at du selv kan reparere den, og hvis ikke, ja så skiller du den bare ad igen og forsøger forfra. Dét vil jeg gerne se dig gøre med en Range Rover Discovery.

Bilen jeg havde i denne test blev omtalt som ’Monstertrucken’ af børnene i lokalområdet, og jeg forstår dem ærligt talt godt. Stod jeg, 140cm høj, ved siden af denne bil så ville den ligne en monstertruck. At bilen så kan køre i præcis den retning den vil, uden tøven, siger vel også lidt om ’monstertruck’-øgenavnet den pådrog sig.

For: Viger ikke for forhindringer, head-turner og interiørkvaliteten
Imod: Prisen og upraktisk til det danske marked kontra konkurrenterne

De Tørre Tal

Mærke/Model: Jeep Wrangler Unlimited 2.0T Sahara 4×4
Motor:  2.0L R4-turbobenzin (direkte indsprøjtning)
Gearkasse: 8-trins automatgearkasse
HK: 272 hk (ved 5.250 omdr./min)
Moment: 400 Nm (ved 3.000 omdr./min)
0-100 km/t: 12,3 sek.
Topfart: 180 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 9,1 km/l
Vægt: 2119 kg. Totalvægt: 2.494 kg.
Mål (L/H/B):488/185/189 cm
Pris: Starter fra 945.000 kr. Testbil m. udstyr 1.030.000 kr.

Foto: Nicolai Hald