Med andre ord. Den er overhovedet ikke grøn – nej den er tydeligvis orange, hvis ikke, bør du kontakte din lokale øjenlæge.

Amerikansk når det bare er bedst

I en amerikansk muskelbil, er det ikke imponerende handlingsegenskaber der skaber ’wow’-effekten, men derimod en brunstig stor motor, der ikke er bange for at lyde af noget. Den optimerede V8 sugemotor i denne faceliftede Ford Mustang er ikke anderledes.

Går man bare en smule op i biler, især amerikanske, så ved man hvad en Ford Mustang er. En bil der bliver set ilde til i visse kredse, og med imponerende øjne i andre kredse. Amerikanerne skal provokere, ikke bevidst, men helt naturligt. Dette var også tilfældet, da bilen her, bare ved at holde stille for rødt i et lyskryds, pådrog sig en spytklat fra en krydsende fodgænger. En fodgænger jeg antager både er vegetar, absurd venstreorienteret og yderst hellig – eller det var i hvert fald det jeg antog da han bevidst valgte at spytte på bilen. Jovist – så gør bilen jo netop det den er skabt til, provokation og ’wow’-effekt.

Gearkassen imponerer, der er dog et men..

2019-modellen af Ford Mustang har fået en optimeret gearkasse, og hold fast… 10(!) gear. Den nye A10 gearkasse leverer et fantastisk moment og nogle rolige skift, så det næsten føles som Subarus ’milliongear’.

Gearkassen benytter 9. og 10. gear som en slags ”overdrive”-gear, for at mindske lidt på forbruget. Et forbrug der i forvejen er ret højt, præcis som forventet. Allerede ved 15 km/t kan du se i de digitale instrumenter, at bilen befinder sig i fjerde gear, det til trods for at du ikke har mærket et eneste skift.

Ved bykørsel er forbruget naturligvis på sit højeste, grundet de mange start/stop. Men på landevej og motorvej er forbruget faktisk acceptabelt, og over det jeg forventede. 7,9 km/l i snit på næsten 900km, som var ligeligt fordelt mellem bykørsel, landevej og motorvej. Det er godkendt når bilen er opgivet til 8,3 km/l.

Der hvor gearkassen kommer i problemer er ved dynamisk kørsel. Den kæmper helt angstprovokerende for at finde det rigtige gear at være i. Og man bliver næsten helt træt af at geare op/ned med de paddle shifters der befinder sig bag rattet. Alt dette kan du dog komme udenom, ved at købe Fords 6-trins manuelle gearkasse, og i samme omgang spare næsten 34.000 kr.

Kører bedre end nogensinde før

Ford har udviklet en undervogn der kaldes MagneRide. Helt kort og konkret, går det ud på at der er magnetisk væske i støddæmperne, som aktiveres med elektriske impulser. Det system aktiveres efter den køreindstilling du befinder dig i eller din kørestil.

Dette betyder at bilen ligger bedre i svingene. Bedre – ikke perfekt. En Mustang kommer aldrig til at køre kurver som en Porsche 911. Der er dog stor forbedring mellem den gamle undervogn, og denne optimerede MagneRide-undervogn. Man bemærker først forandringen når man kræver lidt mere af bilen, og altså ikke ved dagligdagens bykørsel. Du må dog ikke kræve for meget, så kommer den store amerikaner og svinger med bagenden, hvilket lynhurtigt kommer bag på dig.

Vi mener

Ford Mustang er en fed vogn. Den appellerer til alle de rigtige følelser, som man besidder som inkarneret fan af motorkøretøjer. Den skriger efter opmærksomhed, både fra de buldrende udstødningsrør, men ikke mindst også i denne ’Orange Fury’-bemaling med sorte ”fartstriber”.

Ford Mustang er ikke svaret når alting skal være praktisk, miljøbevidst og politisk korrekt. Den er derimod svaret hvis du savner spænding i hverdagen, eller måske bare på din søndagstur. Den er dog godkendt til at hente ungerne i børnehaven, da der er iso-fix beslag på bagsædet. Jeg er ikke i tvivl om at prisen er ramt helt rigtigt med den nye faceliftede Ford Mustang. Godt 800.000 kroner for modellen jeg har testet i denne omgang. Det er isoleret set mange penge! Men hvor meget sjovhed, motorlyd og bil med dertilhørende udstyr, får du egentlig for pengene hos konkurrenterne i samme klasse? Ikke nok i min optik.

Ford Mustang er ikke hvermandseje, og gud ske tak og lov for det. De ville tømme samtlige tankstationer rundt om i det danske land, og så ville bilen også miste sin charme. Jeg husker da bestemt selv, hvordan jeg var ved at vride hovedet af led, som ung purk på bagsædet, når en Ford Mustang kom kørende forbi, og jeg er ikke i tvivl om at denne nye model, kommer til at agerer samme stunt for andre i fremtiden.

For: V8 motor, head-turner, kørerinddragelse og pris
Imod: Bakkameraets kvalitet og gearkassen (v. sportslig kørsel!)

De Tørre Tal
Mærke/Model: Ford Mustang 5.0l TiVCT V8 Fastback Automatic
Motor:  5.0l V8 sugemotor
Gearkasse: 10-trins automatgearkasse
HK: 450 hk (ved 7.000 omdr./min)
Moment: 529 Nm (ved 4.600 omdr./min)
0-100 km/t: 4,3 sek.
Topfart: 250 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 8,3 km/l
Pris: Starter fra 731.485 kr. Testbil m. udstyr 796.156 kr.

Se det komplette galleri via dette link. 
Foto: Frederik Bonde Nielsen