Biltest: Ford Fiesta ST2 – Bedste GTI lige nu?

Med en super spændende designlinje, udvikling af undervognen og styrtøjet har Ford endnu engang formået at lave en fuldkommen genial GTI-vogn med Fiesta ST.

Ford Fiesta ST er som en labrador der lige har fået af vide ”nu skal vi ud og gå” – og derefter stopper den ikke med at plage, før den har fået lov til at slå sig løs, præcis som Ford Fiesta ST ønsker at gøre på landevejene.

ST1, ST2 og ST3?
Giv jer i agt. Forskellen mellem ST1 og ST2 er minimal. Da jeg først læste det tænkte jeg straks at det var en ”Stage 2” tuning af vognen, men det er altså blotfå opdateringer i kabinen og få udvendige detaljer der ændres, til en merpris på ca. 1300 kroner. Disse ændringer er blandt andet syningerne i Recaro Performance sæderne, blå syninger i resten af kabinen, 17” fælge i mat sort og tonede ruder. Ikke de største opgraderinger, men præcis nok til at bilen får et gevaldigt hårdere udtryk.

Derudover kan man også få bilen i en ST3 model – givet at alle varianterne har samme 1.5 liters Ford Ecoboost motor med 200hk – er dette igen en opgradering af udstyr i interiør og eksteriør.

Ford Fiesta ST

Gokart undervognens fordele og ulemper
Som jeg nævnte i starten, har Ford redesignet undervognen en smule. Den har blandt andet fået nogle nye fjedre i bagenden, hvilket med en ferm fod på speederen, og et lille tryk på bremsen gør at den er mere end villig til at smide lidt med bagenden rundt i sving.

Bilen er muligvis for hård at køre i til daglig, men personligt synes jeg at den hårde undervogn gør turen sjovere fra A til B, som de fleste gange bag rattet desværre er i hverdagen. At kompensere lidt af hverdagens ’flyder’-følelse for en skarp, adræt og hurtig bil i weekenden til diverse nydelsesture – det kan jeg personligt godt gå med til.

Motorlyden har fået kunstigt åndedræt
Du kan ikke sige GTI uden ligeledes at sige fed lyd. Det kan godt være at Ford Fiesta ST har fået sig et kunstigt åndedræt og dermed forstærket vokalerne en smule, men den har stadig en fed mekanisk lyd fra motorrummet og den kan sagtens både prutte og skyde ud af de dobbelte afgangsrør, som først åbner helt op når bilen sættes i Sport- eller Bane-mode.

Vi ser ligeledes Audi S3, Hyundai i30N og Polo GTI få et lille kunstigt boost i form at lyden. Mine to favoritter på den front er Hyundai i30N som skyder helt ufatteligt meget, og så Ford Fiesta ST det har en dyb røst og ’gurglen’ så snart motoren sniger sig over 4.000 omdrejninger.

Ford Fiesta ST

Motor og gearkasse
Fiesta ST kører med Ford Ecoboosts 3-cylindret 1.5 liters motor, som har fået cylinderfrakobling, hvilket betyder du i visse situationer kun kører på 2 cylindre. Overgangen er ikke helt så flydende som jeg ønsker den, men cylinderfrakoblingen betyder derimod at de 14,3 km/l som bilen er opgivet til stort set holder vand. Jeg kørte i testperioden 623,4 km, hvoraf det er lige dele motorvej, landevej og bykørsel. De første 150-200 km var ”sjov” landevejskørsel, høje omdrejninger samt prutter og bøvser fra udstødningen – alligevel formåede den på de 623,4 km at køre 14,0 km/l. Det er en effektiv cylinderfrakobling når man kommer på landevejen og fartpiloten står på 80 km/t, der kører den nemt 20 km/l ud ad lige vej.

Ford Fiesta ST

Vi mener
Efter at have kørt i Ford Fiesta ST i en uges tid, kommer den umiddelbare mening her. Ford Fiesta er i sig selv en god bil, men med ST-pakken får Fiesta lige dét mere sjovhed og adrætte egenskaber på vejen, og det er det som sælger bilen til mig.

Jeg er ikke sikker på jeg havde valgt Fiesta i de normalevarianter, der er for mange andre gode konkurrenter på både bagsædeplads og bagagerumsplads. Bagagerummet i en Fiesta er blot 292l når bagsæderne er oppe, ikke yderligere imponerende.

Inden vi skal over i at alle biler enten er eldrevne, hybrid eller noget helt tredje – så skylder du dit indre legebarn at have en sjov benzindreven gokart med lidt lyd, og så til startprisen på 266.300kr for 3-dørs-modellen! Det ville være en skam ikke at prøve den mens du kan!

For: Pris, køreegenskaber, brændstofsøkonomi og kvalitet
Imod: Plads i bagagerum og på bagsædet, varmetråde i forruden (ekstraudstyr, så spar pengene!), infotainmentsystemet

De Tørre Tal
Mærke/Model: Ford Fiesta ST2
Motor:  1.5l Ecoboost (3-cylindret benziner)
Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse
HK: 200 hk (ved 6.000 omdr./min)
Moment: 290 Nm (ved 1.600 omdr./min)
0-100 km/t: 6,5 sek.
Topfart: 232 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 14,3 km/l
Pris: Starter fra 266.300 kr. (3-dørs) Testbil m. udstyr 324.040 kr.

Vi har pt. problemer med vores gallerifunktion – Derfor kan de resterende billeder ses på dette direkte link i stedet!

Ford Fiesta ST er i denne biltest udlånt af Ford Danmark til os.

Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close
Close

Adblock Detected

Please consider supporting us by disabling your ad blocker