Test: Kia Pro Cee’d GT – et slagtilbud?

Kia Pro Cee’d GT lokker med frækt design og en mindre prislap end Ford Focus ST og Volkswagen Golf GTI – Har koreanerne ramt rigtigt?

Kia Pro Cee'd GT

Det blev altså Kia, der skulle blive den første af koreanerne til at udfordre de etablerede GTI’er. Pro Cee’d GT har en 1,6.-liters turbomotor, der smider kræfterne i asfalten via en 6.-trins gearkasse. Motoren er Kias velkendte 1,6 GDI, der nu er pumpet op med en twin-scroll turbolader, mere tryk, 204 hk. og 265 nm.

Du kører ligeud, men rattet er drejet en halv omgang!?
På de små veje er Kiaen præcis i sit styretøj og behageligt affjedret.  Så længe du ikke presser koreaneren for meget, så er der godt med greb i fordækkene og understyring minimal. Men hvis du rigtig kilder den på maven, så kommer Koreaneren i vanskeligheder. Pro Cee’d GT har intet spær, og ESP-systemet griber meget abrupt ind, når et hjul spinder. Det føles næsten som om, at din sidekammerat netop har fået øje på noget lækkert i vejkanten og nu flår aggressivt i håndbremsen.

Her kan man godt mærke, at det er første gang, at Kia har bygget en GTI. ESP-systemet skal jo gerne få dig til at føle dig som Schumi, men naturligvis uden, at du opdager det! Ellers gør den jo ikke andet end at påpege, at du har brug for hjælp. Og det er skidt for F1-selvtilliden.

Derfor bliver du hurtig enig med dig selv om, at det der ESP, det behøver jeg sgu ikke. Det skal slås fra! Du kommer op til første skarpe højresving efter at have slået systemet fra. Vejen er fri for andre trafikanter, og du lægger dig ud i venstre side for at få den optimale linje gennem kurven. Du bremser let og drejer så ind. Du rammer apex perfekt og går så på gassen. Men hov, Kiaen kører pludselig ligeud, selvom du har drejet rattet en halv omgang!?

Pro Cee’d GT har meget svært ved at få kræfterne i asfalten. Derfor er et spærrediffenrentiale  i forhjulstrækker med over 200 hestekræfter en god ting, når der skal køres stærkt. Heldigvis reagerer Pro Cee’d GT rimeligt på speederinputs, og du genvinder derfor kvikt kontrollen over koreanerens retning ved at slippe gassen. Desværre er et spær ikke muligt at krydse af på udstyrslisten.

God gearkasse, kønsløs motor
Kia Pro Cee'd GT

 

Når du æder dig vej gennem landevejslandskabet vil du især nyde den præcise, mekaniske gearkasse med seks trin. Den er en fornøjelse at betjene og på højde med den, du finder i Ford Focus ST. Bremsepedalen er let at dosere, og skiverne bider godt uden at fade.

En af de vigtigste ting i en GTI er naturligvis kraftværket ude under hjelmen, og her bliver Kiaen for alvor kørt agterud.

Motorkonstruktionen har nogle år på bagen, og den kan på ingen måde måle sig med Fords suveræne Eco-Boost-motor i ST eller Volkswagens TSI-motor med kompressor og turbo i GTI. Speederresponsen er sløv og motoren hænger i omdrejningerne, som om din platfodede 45 ikke helt havde sluppet speederen – ikke særlig sporty, når du skal lave heel’n toe, eller når du skal imponere kammersjukkerne med motorlyden i din nye Kia.

Men OK, det er der måske heller ikke så meget grund til, for Kiaen siger faktisk ikke særlig meget.

I kabinen kan du ikke høre forskel på, om det er en standard Kia Cee’d, du er kravlet ind i, eller det er en let tune Dyson, du har fyret op for. Det betyder desværre, at Pro Cee’d GT mister vognlængder, når det handler om oplevelsen, du får bag rattet. Der er Focus ST og dens Eco-Boost-motor langt mere involverende og powerful. Kiaen mangler trods alt også 100 NM. op til Focus ST og Golf GTI, og det kan mærkes på førersædet, hvor nyrerne aldrig kommer helt om på bagsædet, som i de to andre! Samtidig koster det også 1,2 sekund fra 0-100 ift. ST og GTI.

Impotens på koreansk

Nu har koreaneren fået ris for sin impotente motor, men den bør også få ros for sin kabine i en god kvalitet, de fine Recarosæder og dens aggressive design. Skal du have en Cee’d i GT-trim, så skal det være en 3.-dørs. De tre døre giver den dejligt brede hofter og fuldender det flotte design, Koreanerne har bedrevet. Udover lækre sæder får du også fuldautomatisk klimaanlæg og en stor touchskærm i instrumentbordet. En anden fed detalje er varme i rattet, og at du kan skifte layout i speedometeret til digital fartvisning, hvor du også får vist boost og NM leveret.

Alt i alt har Kia gjort mange ting rigtigt, og man skal ikke glemme, at du altså sparer ca. 100.000 kr. på at vælge Pro Cee’d GT frem for VW Golf GTI! Desværre giver det ikke Pro Cee’d GT en plads i den fine ende af GTI-klassen. Der mangler den sidste dosis potens, skarphed og karakter.

Du skal købe Pro Cee’d GT, hvis du gerne vil have en kraftfuld vogn, der ser godt ud. Du skal ikke købe den, hvis  du ønsker dig en fuldblods GTI-oplevelse, for det kan Pro Cee’d GT ikke levere. Ikke desto mindre er koreanerne på rette vej, og vi glæder os til at køre den næste generation GT, med næste generation turbomotorer, fra fabrikken i Seoul!

De Tørre Tal:
Mærke/Model: Kia Pro Cee’d GT
Motor: 1,6.-liters R4 med twin-scroll turbo
Gearkasse: 6.- trins manuel
HK: 204 / 6.000 rpm.
Moment: 265 nm. /1750-4500 rpm.
0-100 km/t: 7,7 sek.
Topfart: 230 km/t.
Km/l: 13,5 km/l (oplyst forbrug)
Ekstraudstyr: Deluxe White (9.999 kr), Panoramasoltag (17.999kr), Navigation (19.999 kr).

Samlet pris: 397.996 kr.

 

[nggallery id=825]

Vis mere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button
Close
Close

ADBLOCKER OPDAGET

Pro-Street.dk er drevet af 100% frivillige kræfter, og vi lever af reklamer. Derfor har vi sat en AdBlocker på, for at kunne vise reklamer til dig, så vi kan have en indtjening. Det håber vi giver mening, for dig, så du fortsat kan komme forbi vores website, og få dit fix af bilnyheder!