Spyvideo: 2020 Audi RS7 Sportback fanget på Nürburgring
https://youtu.be/vEQwNZjMGRI
Audi er i øjeblikket i gang med at teste løs på den kommende 2020 Audi RS7 Sportback.
I videoen fra Nürburgring ses en række forskellige prototyper blive testet hårdt, mens den potente V8-motor sender symfonier ud i naturen.
Audi havde ellers annonceret tidligere, at man fremover ville downsize motorerne i de store modeller, S6 Sedan, S6 Avant og S7 Sportback, til en V6-motor fremfor det vi kender i dag.
Men spionvideoer som denne, gør det nemt at høre at fremtiden forbliver med V8, for RS7 Sportback og RS6 Avant.
Får mere power end rivalerne
Det er på nuværende tidspunkt ikke bekræftet officielt, hvad den potente Audi kommer til at yde af hestekræfter og moment.
Men hvis man tager udgangspunkt i den gamle version, som havde 605 hestekræfter i RS7 Performance udgaven på en 4,0-liters twin-turbo motor, så er det nok ikke helt utænkeligt at den næste generation vil være pakket med omkring 650 hestekræfter, fra den fede otte-cylindret motor.
Hvis dét er tilfældet, så vil Audien have 20 hestekræfter mere end Mercedes-AMG GT 63 S Fire-dørs Coupé, samt mere end den hardcore BMW M8 Gran Coupé, der netop også lige er blevet spottet.
Udgivelse afsløret på slideshow
Da den næste Audi RS7 Sportback blev fanget af spionerne første gang, var vi helt tilbage i November 2017.
Og på baggrund af det, vil det give god mening hvis bilen bliver lanceret senere i år. Og på et billede af et slideshow fra Audis spanske afdeling kan man se, at Audi RS7 Sportback er planlagt til at have sin deadline et sted i den sidste tredjedel af året – hvilket kan være få måneder efter at Audi S7 Sportback har fået sin debut.
Audi RS7 som elektrisk?
Rygter tyder på, at der i modelrækken bliver tilføjet en ekstra ny model. Det forventes nemlig at Audi RS7 Sportback lander med en elektrisk motor, endnu senere på året.
Det kunne betyde en variant med intet mindre end 700 hestekræfter, og teknik direkte fra Porsche Panamera Turbo S E-Hybrid, da man her kan kombinere den 550-hestes 4,0-liters V8-motor med en 150-hestes elektrisk motor.
Gennem Quattro-firehjulstrækket og en otte-trins dobbeltkoblingsgearkasse, vil det betyde nogle helt vilde performance resultater!
Men om en eventuel hybridvariant bliver lanceret på samme tid som den ordinære RS7 eller den får sin egen debut, er endnu uvist.