Hos Skoda går cykelløb og kampagnetilbud hånd i hånd.

De fleste af os, der hver sommer sætter os foran tossekassen, for at følge Contador og co. op og ned ad de stejle tinder i det sydlige Frankrig, har vel bidt mærke i, at Skoda er vældig fint repræsenteret i Touren. Løbslederen er i de seneste år blevet transporteret rundt i en Superb, og derudover er Skoda sponsor for flere cykelhold; ikke mindst Saxo Bank-Sungard.

I den anledning lancerer Skoda samtidig med årets Tour-start den 2. juli en speciel Fabia Tour de France kampagnemodel. Den bygger på Ambiente-udgaven og kommer uden merpris med udstyr som læderrat, alufælge, mørktonede bagruder og metallak. Vælger man stationcaren Combi, som koster 10.000 kroner ekstra, følger der også tagræling med. I forvejen kommer Skoda Fabia selvfølgelig med almindeligt sikkerhedsudstyr som 6 airbags og ESP.

Motorudvalget for Skoda Fabia Tour de France ser sådan ud, at man kan få den som 1.2 TSI benzin med enten 82 eller 105 hestekræfter, eller som 1.6 TDI med enten 90 eller 105 hk. Og priserne starter ved 175.000 kroner for Fabia 1.2 TSI med 86 hk. Vælger du at slå et smut forbi den lokale forhandler, kan du samtidig beskue ét af de Skoda Octavia Combi-eksemplarer, der bliver stillet til rådighed for deltagerlandene ved VM i landevejscykling, som afholdes i København til september.