Jaguar skal med i Formel E
Jaguar meddelte i dag, at mærket vender tilbage til den globale motorsport
Pressemeddelelse
Jaguar vil deltage i Formel E
Jaguar deltager fra efteråret 2016 i tredje sæson af det spændende FIA Formel E mesterskab som et selvstændigt bilmærke med eget team.
FIA Formel E serien er verdens første globale mesterskab for elektriske, single-sædede biler. FIAs Formel E mesterskab er en fantastisk mulighed for Jaguar Land Rover til at videreudvikle vores kommende EV-drivlinje, inkl. motor- og batteriteknologi.
Nick Rogers, Group Engineering Director for Jaguar Land Rover, udtalte:
“Det er med stolthed, at jeg nu kan meddele, at Jaguar vender tilbage til motorsporten med deltagelse i FIAs innovative Formel E mesterskab. Det er helt sikkert, at elektriske biler vil spille en rolle i Jaguar Land Rovers kommende produktporteføjle, og Formel E serien giver os en fantastisk mulighed for at videreudvikle vores elektrificeringsteknologier. Via dette mesterskab vil vi kunne udvikle og teste vores avancerede teknologier under helt ekstreme ydelsesforhold.
Jeg er overbevist om, at vi i de kommende fem år vil opleve flere ændringer inden for bilindustrien, end vi har set de seneste 30 år. Fremtiden handler i stadig højere grad om at være forbundet (online) og bæredygtighed: elektrificering og letvægtsteknologi bliver hele tiden vigtigere i takt med den stadig voksende urbanisering. Formel E serien er oprettet i erkendelse af disse tendenser, og mesterskabets spændende og banebrydende udformning passer perfekt til vores brand.”
Erfaringen skal bruges i fremtidens biler
Jaguar Land Rover har over 8.000 ingeniører og er den største investor inden for forskning og udvikling i Storbritannien, uanset branche.
Jaguars Formel E-team vil kunne trække på denne industriførende ressource, idet Jaguar Land Rovers ingeniører vil komme til at arbejde tæt sammen med motorsportsteamet.
Ingeniørerne vil ikke kun kunne bruge deres viden på motorsportsområdet, men vil også på afgørende punkter kunne bruge erfaringen til at udtrække data og flytte grænser for den elektriske teknologi i et højtydende miljø.
Williams Advanced Engineering bliver den tekniske partner for Jaguars Formel E-team og leverer betydelig viden om motorsport kombineret med erfaring og succes med de højtydende EV-systemer.
Jaguar Land Rover har samarbejdet gennem lang tid med Williams, som sammen med Jaguar udviklede Jaguar C-X75, en plug in-hybrid konceptbil.
Teamets deltagelse er bevilget af Formel E og godkendt af det internationale motorsportsforbund FIA (Fédération Internationale de l’Automobile).
James Barclay, Jaguar Team Director, udtalte:
“Vi undersøgte forskellige alternativer for at vende tilbage til motorsporten. Dette var en uhyre vigtig beslutning for Jaguar, og vi ønskede at træffe den rigtige. Set i lyset af vores kommende EV-planer var Formel E serien et indlysende valg, og efter vores mening er fordelene enorme.
FIA og arrangørerne har spændende planer for mesterskabets fremtid, og vi er stolte over at være en af de første bilfabrikanter, som engagerer sig i serien med vores eget team.
Der er masser at gøre for os før det første løb, men det er en udfordring, vi nyder. Vi håber at kunne byde en ny generation af fans velkommen til Jaguar med dette spændende program.”
Der kommer mange flere oplysninger om Jaguars tilbagevenden til motorsport, herunder en præsentation af teamet, kørerne og partnerne, frem til Formel E seriens tredje sæson.
[nggallery id=508]