Den nye Audi RS6 Avant får næsten 600 hestekræfter

Audi har langt om længe trukket sløringen af den nye Audi RS6 Avant! Den nye RS6 Avant kommer til at fejre 25 års jubilæet for Audis ikoniske RS-brand.

I de 25 år med RS, er denne model et stort hit blandt fans. Derudover kommer bilen også til Nord Amerika, for første gang nogensinde.

Ud over at få den nye Audi A6’s designlinje, har den nye highperformance version en masse massive ændringer. Fronten har fået en ny kofanger, med gigantiske luftindtag på hver side. Dertil har den fået et RS6 logo på frontgrillen.

På bagenden har den sit helt eget design. Kofangeren har fået et “bøjet” design, som virkelig skiller sig ud. I hver side findes de velkendte ovale afgangsrør, pyntet med lidt røde detaljer. I midten finder vi en sort diffuser.

Under hjelmen finder vi denne gang en 4,0-liters Twin-turboladet benzinmotor med 591 hestekræfter og 800 Nm. Dét gør den til den absolut kraftigste RS6 Avant nogensinde – kun indtil vi snakker performance-varianterne.

Gearkassen er en otte-trins Tiptronic automatgearkasse, som sender kræfterne ud til alle fire hjul via Quatto-firehjulstræk systemet. Det betyder at 0-100 km/t kan klares på bare 3,6 sekunder, mens topfarten sættes ind ved 250 km/t.

Med en dynamic pakke, kan du øge topfarten på bilen. Det resulterer i en ny hastighed på hele 280 km/t, for dem som vil have rigtig meget fart på. Hvis det ikke engang er nok, så findes bilen også med en Dynamic Plus pakke, som igen øger topfarten til 305 km/t!

For første gang får Audi RS6 Avant en adaptiv luftaffjedring. I normal frihøjde er bilen 20 mm lavere end den ordinære A6, men ved hastigheder fra 120 km/t og op efter, sænkes bilen yderligere 10 mm. Ved helt lave hastigheder kan bilen løftes via en ‘Lift mode’, så det er muligt at komme ind i garager og andet.

Hvis du selv vil lege med bilens højde, kan der tilkøbes en ‘RS Sports Suspension Plus’ pakke, som giver dig mulighed for at hæve og sænke bilen i tre niveauer via ‘Dynamic Ride Control (DRC)’. Denne pakke giver også bilen nye fjedre og støddæmpere til den store Audi, som rummer 565 liter i bagagerummet og 1.680 liter i alt i hele kabinen.

I kabinen er der alt det seneste nye teknik. Det betyder blandt andet virtuelt cockpit, MMI touchskærm med head-up display mm. Det virtuelle cockpit kan nu også vise dig seje RS-specifikke ting, som G-force meter, temperaturen på diverse væsker, moment kræfterne i det øjeblik du træder på pedalen, et øjebliksbillede af bilens ydelse, turboens ladning, omgangstider hvis du kører på bane mm.

Alt efter humør, kan du også indstille RS6 Avant i forskellige køreindstillinger. Her kan vælges mellem Comfort, Auto, Dynamic, Efficiency og justerbar RS-indstillinger; RS1 og RS2. De to sidstnævnte kan ses på rattet, og kan justeres på ting som speeder respons, styretøj og undervognens hårdhed.

Vi kender ikke de danske priser endnu, men bilen kommer på markedet i Europa allerede i første del af 2020.

[g-gallery gid=”132143″]