Igen i år blev alle rekorder slået, på både publikum, deltagere og sponsorer

Fotograf og tekst: Oliver Phaff Folkmann

Copenhagen Historic Grand Prix 2017 (CHGP 2017) slog atter engang alle rekorder, hvad angår publikum, købte ture til Race for Riget, deltagere og sponsorer. Hele 600.000 kroner blev indsamlet alene til Race for Riget, mens masser af folk kom og så på.

Traditionen tro, var der lukket op for høje oktantal og øredøvende decibel på Bellahøj Park ved årets Copenhagen Historic Grand Prix, hvor der både var royal deltagelse og masser af stjernedrys.

“Nej tak til Motorstøj i Bellahøj” stod der på flere ophængte bannere ud mod banen. Et par vrede naboer til løbet havde gjort deres holdning klar, men deres budskab må siges at være druknet i støjen. Rekordmange tilskuere lagde nemlig vejen forbi et succesfuldt arrangement, hvor man kunne nyde racerløb med historiske biler og motorcykler i utallige klasser fra morgen til aften henover weekenden.

Og som sædvanligt var der masser af action og godt ræs til tilskuerne. Flere gange var en bil eller to i barriererne – én endte oven i købet dramtisk på taget – og en enkelt motorcyklist tog en modstander med i faldet, da han forsøgte at korrigere efter nærkontakt med et hegn.

Race for Riget

Selvom alle de historiske løbsklasser var populære, var der dog ét event, der virkelig trak tilskuere, nemlig Race for Riget.

Et fremragende tiltag, hvor tilskuere kunne betale for at få en tur i en moderne racerbil med én af de professionelle racerkørere – herunder naturligvis Formel-1 stjernen Kevin Magnussen og Nicholas Kiesa. Resultatet var at der blev samlet intet mindre end 600.000 kroner ind til kræftramte børn og langtids indlagte børn og unge, og det er ny rekord.

Blandt bilerne fandt man den specialfremstillede Audi RS3 LMS med Tim Kristensen bag rattet, en Zenvo, en lang række lækre racer-Porscher, en Lamborghini Aventador SV Spider og en McLaren MP4.

Salget af ørepropper må også have været rekordhøjt, for Kevin – iført jeans og t-shirt – var bag rattet i sin hårdtpumpede Ferrari 458 GT3 stillet til rådighed af Formula Leasing, og den genererede en støj, som man kun kender den fra Formel-1. Og selvom den øredøvende larm kunne tyde på, at han gav den fuld gas, udtalte han utroligt nok, at han skånede bilen.

Som traditionen også foreskriver, var HKH Prins Joachim og hans Team Cortina Racing naturligvis også med i årets løb i Royal Pro/Am-serien, hvor der køres to heat pr. løb – ét kørt af en amatør og ét kørt af en proffesionel.

I år havde han selskab af selveste Tom Kristensen, som gjorde en flot indsats i den gamle Ford Lotus Cortina ’65. Teammakkeren Oscar Davidsen Siesbye var heller ikke helt bagud på kendis-point, da han delte bil med den tidligere Formel-1 legende Jaques Villenueve fra Canada.

Pro-Street var naturligvis med i pitten under arrangementet, og de flotte billeder kan ses i galleriet.

Resultatlisten
Det var 17. gang at Copenhagen Historic Grand Prix blev afholdt i København, og i år slog det alle rekorder. Hele 38.180 tilskuere deltog i den store begivenhed, som samtidig havde et rekord stort antal af deltagende racerbiler. Mere end 235 racerkørere deltog, hvor navne som Tom Kristensen, Nicolas Kiesa, Kevin Magnussen, Richard Rydell, Jacques Villeneuve, Marco Sørensen, Nicki Thiim og Michael Christensen var nogle af de personer, man kunne opleve.

Adm. Direktør for Copenhagen Historic Grand Prix, Jens Peter Lange, udtaler:

”Vi kan i organisationen se tilbage på dette års udgave af Copenhagen Historic Grand Prix med stor begejstring og ekstrem stolthed. CHGP har oplevet markant fremgang i både antal deltagere, udstillere og ikke mindst på tilskuerfronten med dette års rekordbesøg på hele 38.180 tilskuere. Det er meget glædeligt og vidner om, at vores stræben efter at levere en komplet og indholdsrig motorsportsweekend har virket. Samtidig har et solidt samarbejde med Automobil Sports Klubben Hedeland sikret, at de mange historiske racerklasser, vores opvisningsløb samt den moderne DTC-serie blev afviklet med stor sportslig succes. Den enorme støtte fra alle fronter er opløftende, og vi ser allerede nu frem til at løfte arrangementet yderligere i 2018.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse, lige her.

[nggallery id=685]