Hjem » Featured Forside » Her er den nye Skoda Scala

Her er den nye Skoda Scala

Skoda har lanceret en ny bil i mellemklassen, som kommer til at erstatte Rapid

Nu er den nye Skoda Scala lanceret, efter en verdenspremiere i Israel. Den nye Skoda Scala byder på nyt  design fra Skoda, flere asisstentsystemer og mere sikkerhed. Og så er den rummelig. Den kommer til landet om cirka et halvt år.

Den nye Skoda Scala er en mellemklasse bil, og navnet Scala betyder trappe eller stige på latin, hvilket skal symbolisere Skodas nye design, plads, udstyr, køreegenskaber mm.

Scala stammer fra konceptbilen Vision RS, og har dynamiske linjer både inde og ude. Dertil er den mere sportslig end man kender det fra de andre Skoda modeller.

Fronten har en stor kølergrill, smalle forlygter med mulighed for fuld LED, store luftindtag og en karakteristisk ‘tornado-linje’, som får bilen til at se længere ud.

På bagenden får Skoda Scala som første model på det europæiske marked, selve Skoda logoet monteret som skrift bagpå, i stedet for det traditionelle Skoda logo. Du kan også få dynamiske LED blinklys bagpå, hvor dioderne tænder på skift, så de “løber” ud mod siden – som vi kender det fra de dyrere Audi- og VW-modeller.

I kabinen er der et nyt og lækkert design med en fed finish. Instrumentbordet får en fritstående touchskærm, som kan være op til 9,2 tommer stor. Rundt om i kabinen fås den med ambiente lys, som skaber en behagelig atmosfære.

Plads som du kender det fra Octavia

Når den nye Skoda Scala kommer på markedet, ender den med at få lige så meget plads som vi kender det fra Octavia. Bilen er bygget på Volkswagen gruppens A0 MQB-platform, som giver gode forudsætninger for plads og køreegenskaber. Og det betyder, at selvom bilen er forholdsvis kompakt, så er den alligevel 4.362 mm lang, 1.793 mm bred og 1.471 mm høj.

Akselafstanden på bilen er 2.649 mm, hvor en Octavia har 2.686 mm. Det giver en benplads til bagsædepassagererne på 73 mm, som er det samme du finder i Octavia.

Digitalt cockpit som ekstraudstyr

Scala fås med en masse standardudstyr, men kan selvfølgelig fås med masser af ekstra udstyr som f.eks et digitalt cockpit. Her vælger man selv hvad instrumentpanalet skal vise, på de 10.25 tommer store skærme, som tilmed er de største i klassen.

Den fås også med elektrisk anhængertræk, som kan aktiveres ved at tryk på en knap i bagagerummet. Bagagerummet kan åbnes via en elektrisk bagklap (ekstraudstyr), der åbnes ved en fodbevægelse under bagkofangeren, som vi kender det fra de senere generationer af Ford’s modeller og andre biler i VAG-koncernen.

Den nyeste udgave af infotainmentsystemet Swing, Bolero og Amundsen, findes også i Skoda Scala, og kommer med en stor 9,2 tommer touchskærm. Du har ligeledes mulighed for trådløst SmartLink+ inkl. Apple Carplay.

Andre små fede features i bilen, er Skodas mange Simply Clever-løsninger. Det betyder at du også får en isskraber i tankdækslet og en paraplyholder i førerens sidedør.

Altid online

Nutidens biler bliver mere og mere digitale og online, og her er Skoda Scala den første model, som altid er online.

Med Skoda Connect onlinetjenesterne, kan du f.eks åbne og låse bilen direkte fra telefonen. Du kan opdatere infotainmentsystemets software, så du ikke skal på værksted for at få det gjort. Og derudover kan du downloade ekstra apps, som f.eks kan vise vejret i hele Europa.

Derudover understøtter den automatisk nødopkald, via et indbygget eSim system.

Motorer og sikkerhed

På sikkerhedssiden kommer Skoda Scala selvfølgelig med alle de gængse systemer, som vi kender fra tidligere modeller. Men den kommer også med en opgraderet udgave af Blind Spot Detect, som kunne opdage og advare mod køretøjer op til 20 meter bag bilen. Det er nu udvidet til 70 meter, og kaldes Side Assist.

Dertil bremser bilen selv, med en ny multikollisionsbremse, i tilfælde af at du skulle være havnet i en kollision.

På motorsiden kommer den med fire varianter.

Den mindste motor bliver en 1,0-liters TSI motor med 95 hestekræfter, og en femtrins manuel gearkasse.

Derefter kommer en 115 hestes 1,0-liters TSI, med sekstrins manuel gearkasse eller syvtrins DSG-automatgear.

Toppen på benzinsiden sættes ind ved en 1,5-liters TSI på 150 hestekræfter, som ligeledes enten fås med sekstrins manuelt gearkasse eller en syvtrins DSG-automatgear.

Dieselvarianterne fås alene ved en 1,6-liters TDI på 115 hestekræfter.

– Det er dog ikke fastlagt endnu, hvilke motorer der kommer til Danmark i Skoda Scala.

Skoda Scala forventes at få danmarkspremiere inden sommerferien næste år, og de danske priser kender vi ikke endnu.

Tjek også

Tjen 10.000 kroner på efterlyst Range Rover Sport

En hvid Range Rover Sport er stjålet fra Brøndby Strand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *