Det kan også placeres som et ganske fornuftigt og komplimenterende udtryk, for en vogn der virkelig spjætter liv i både dig og omgivelserne. Således de intetanende fodgængere lige får et ”godmorgen, så står vi op sunshine”-knald fra udstødningen.
Mere rå og mere brutal
Megane R.S. tager, ikke overraskende, udgangspunkt i den helt ’almindelige’ Megane hatchback, til trods for adskillige opgraderinger, ikke blot under hjelmen, men sågar også i karroseriet og undervognen. R.S. modellen har som den almindelige også 4Control-systemet, der betyder at bahjulene enten drejer med eller modsat forhjulene afhængig af farten. Dette er med til at gøre bilen mere adræt, stabil og så har den en minimal venderadius. Et mekanisk spær på forakslen, er også med til at du igennem alle sving, uden problemer kan plante højre fod solidt på speederen. Den står både bedre fast og laver ikke nær så meget hjulspin, som hvis det mekaniske spær ikke var der.
Men her stopper lighederne også. Megane R.S. er pumpet op til 300 brunstige hestekræfter, der med sin 1.8l motor leverer 400nm på forhjulene. Modellen her kan kun fås med manuelgearkasse, og det passer mig helt perfekt. Forstå mig ret, jeg elsker stadig automatgear, men manuelt gear er stangen til lykke i en hurtig og spændstig hatchback – som Renault Megane R.S. Trophy her.
Slankekuren fra Nürburgring
Mange hestekræfter og ny mekanik er naturligvis ikke nok. Selvom Trophy modellen har 20 heste mere end den ’normale’ Megane R.S., så er der også skåret gevaldigt ned på egenvægten. Hver bremseskive er blevet næsten 2 kg lettere, dette til trods for de er blevet både større og bedre. Det har Renault formået grundet en ”bi-material”-mixture, altså en blanding af to materialer. Ligeledes har de sporty Recaro-sæder til næsten 40.000 kroner også barberet flere kilo af vægten.
Modellen jeg har testet, kom også med store 19” ’Jerez’ fælge med røde accenter. Jerez fælgene vejer 2 kg mindre end de standard-fælge der kommer i samme størrelse.
Megane R.S. Trophy har allerede fået en storebror. Den potente Trophy-R er netop lanceret, og den har huseret Nürburgring længe nu. Her er den, som så mange andre biler, blevet top trimmet til de vanvittigt hårde forhold på ’Det grønne helvede’ – udelukkende med formålet om at have den hurtigste omgangstid i klassen. Et mål Megane Trophy-R fik opfyldt. Trophy-R slog den tidligere rekordholder, Honda Civic Type R, med 3,7 sekunder.
Best of both worlds
Megane R.S.-Trophy, eller bare den almindelige R.S., kan sagtens benyttes som en ’daily driver’, altså din hverdagsbil med de gøremål dagen nu har. Den er lige på grænsen, både økonomisk, i brændstofforbrug og så mængden af plads. Nu skal jeg ikke forsøge at sælge bilen her, som den perfekte ”aflever ungerne i børnehaven”-bil, og komme ind på iso-fix beslag (som den i øvrigt har på bagsæderne). Jeg vil blot nævne at bilen er praktisk. De fem døre giver en frihed i hverdagen, og er måske nok det største salgspunkt for mig, når det handler om en sporty hatchback som hverdagsbil.
Derudover lyder bilen også som en hel tordensky der ruller forbi. Smider man bilen i R.S.-mode, som blot er en ud af fem køreindstillinger, så skyder den som en vildfaren revolver i det vilde vesten. Jeg havde knapt afhentet bilen, før jeg naturligvis skulle afprøve netop dette. Det resulterede i, at jeg nær havde skræmt livet af en kvinde, der gik tur med hendes lille mops. Med andre ord, bilen her lyder mindst lige så brutal ud af potten, som den føles bag rattet med aluminiumspedalen skubbet helt ned i syningerne i måtten.
Øjnene frydes både inde og ude
Præcis denne overskrift benyttede jeg mig af, da jeg sidst havde nøglen til en Megane. Dengang var det Megane GT tilbage i 2017. En bil jeg blev helt forelsket i, næsten alene på udseende. Her er hvad jeg skrev dengang:
”Man kan ikke komme udenom, at de nye Renault modeller ser godt ud. Det siges, at hvis ikke du kigger tilbage på bilen og fornøjes, i det du går fra den, er det ikke den rette du har købt. Det kan du roligt gøre med denne bil. Ikke én eneste gang gik jeg fra den, uden lige at kaste et blik over skulderen, og få et stort smil på læberne. De brede baglygter der går fra den ene side til den anden, de C-formede LED striber på fronten, det hele spiller sammen.” Og jeg mener det skam endnu, næsten mere end nogensinde. Renaults franske design er tit et der deler vandene, enten elsker man det – eller det modsatte. Jeg hører naturligvis til den første gruppe, hvilket jeg nok ikke lægger skjul på.
Læs eventuelt vores anmeldelse af Megane GT igen lige her
Vi mener
Renault Megane R.S. Trophy er en smart sporty hatchback, der sagtens kan udfylde hverdagens krav. Derudover kan den blive lige så voldsom, som en tyr under San Fermin-festivalens tyreløb, når man smider den i R.S. køreindstillingen.
Prisen er lidt pebret for en Renault, som desværre stadig har diverse problemer med plastikken inde i kabinen, der ikke ændrer sig fra basismodellen til 206.000 kr. og op til denne model. Derimod får man køreglæden fra 1.8l-motoren, der yder både 300 hk og et fyrværkerishow af følelser når spjældet først åbner og brummer ustyrligt. Personligt havde jeg overvejet den her gevaldigt hvis jeg selv stod i segmentet til at købe en bil i denne kaliber. Honda Civic Type R bliver for ”vanvittig” at se på, som var den taget direkte ud af Fast & Furious-franchisen, hvorimod VW Golf GTI TCR bliver for konservativ. Renault Megane er igen – best of both worlds.
For: Køreglæden, praktisk og head-turner
Imod: Pris, bakkameraets kvalitet og interiør kvalitet
De Tørre Tal
Mærke/Model: Renault Megane R.S. Trophy 300
Motor: 1.8l 4-cylindret rækkemotor med turbo
Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse
HK: 300 hk (ved 6.000 omdr./min)
Moment: 400 Nm (ved 3.200 omdr./min)
0-100 km/t: 5,7 sek.
Topfart: 260 km/t
Km/l (opgivet forbrug EU-norm): 12,5 km/l
Pris: Starter fra 489.900 kr. Testbil m. udstyr 597.100 kr.
Fotos: Frederik Bonde (Fuldt galleri – 87 billeder)
[g-gallery gid=”131661″]